Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Folkeskolen bragte i nummer 42 en udmærket reportage fra generalforsamlingen i Københavns Lærerforening (KLF). Det er ganske rigtigt, at de fremmødte medlemmer langede kraftigt ud efter bestyrelsen, det vil sige det spinkle flertal på fem ud af ni medlemmer, der har godkendt en ny aftale om løn.
Det hører med til historien, at forsamlingen efter over tre timers intens diskussion vedtog en resolution, der samtidig med at udtrykke kritik af aftalen tager denne til efterretning. Det hører også med, at et langt mere vidtgående resolutionsforslag, der ville opsige aftalen øjeblikkeligt, blev nedstemt. Endelig blev formandens beretning enstemmigt godkendt. Det hører også med, at KLF's lønpolitik, der er lidt anderledes end DLF's, ikke på ét punkt er blevet erklæret overtrådt, og at aftalen således er i overensstemmelse med foreningens demokratiske beslutninger. At det så med al ønskelig tydelighed fremgik, at uddelegeringen af en del af forhandlingsretten med hensyn til løn til tillidsrepræsentanterne ikke er nogens kop te (heller ikke bestyrelsesflertallets), er en anden sag.
Debatten på generalforsamlingen gik i høj grad på, hvorledes vi vil takle decentraliseringen.
I al korthed er kernen i aftalen, at det udbyggede system af forhåndsaftaler, vi har i København, skal fortsætte. Det drejer sig for eksempel om aftalte tillæg af objektiv art som tillæg til klasselærere, til kontaktlærere til elevråd med videre. Disse aftaler fortsætter, og systemet udbygges ved centrale forhandlinger mellem KLF og forvaltningen. Derudover aftales det centralt i forsøgsåret 2003, hvor stor en del af midlerne der skal lægges ud til lokal forhandling mellem skoleleder og tillidsrepræsentant. Disse skal på kursus sammen i forhandlingsteknik, og vi afholder allerede nu de første to kurser for tillidsrepræsentanterne, så de kan være bedst muligt rustet. Endvidere er der indbudt til to medlemsmøder om aftalens indhold.
Aftalen sikrer også, at pengene faktisk går til lærerne, idet vi har opnået, at midlerne er organisationsopdelt.
Det er således lykkedes i en ny decentraliseringsverden både at sikre midlerne, og at anvendelsen af disse i stor udstrækning fortsat aftales centralt mellem forening og forvaltning.
Endelig hører det med, at aftalen skal evalueres af KLF's medlemmer ved en urafstemning i begyndelsen af 2004. Dermed får alle medlemmer mulighed for at vurdere, om aftalen er så frygtelig, som kritikerne hævder, eller om vi til den tid har evnet at håndtere fordelingen af de lønkroner, vi alle trods alt gerne vil have, på en både hensigtsmæssig og acceptabel måde.
Døm selv ved at læse om aftalen 'Forhandlingsprotokol om revision af forhåndsaftalen og decentralisering', der findes under rubrikken 'Opslagstavlen' på Københavns Lærerforenings hjemmeside: www.klf-net.dk, hvor også en uddybende artikel 'Mere i løn' findes.
Jan Trojaborg
formand for Københavns Lærerforening og medlem af DLF's hovedstyrelse