Peter Hindsgauls anmeldelse af 'Folkeskolens Potemkinkulisser' giver ikke læseren særlig megen viden om, hvad bogen egentlig handler om, men kan i højere grad ses som et polemiserende bidrag vendt mod dem, som mener, at skoledebatten blandt andet mangler den dimension, der hedder kulturel formidling. Anmeldelsen bærer præg af, at han hellere skyder budbringeren end går ind i en redelig debat, som man skulle synes også måtte indeholde grundlæggende uenighed. Således går Hindsgaul overhovedet ikke ind i forfatternes argumentation, men fordrejer og karikerer.

Erik Schmidt bliver således fremstillet som ren sort skole-tilhænger, for hvem elevernes selvværdsfølelse er af underordnet betydning. Ingen kan være uenig i, at eleverne ikke skal forlade skolen tappet for selvværd. Målet er selvfølgelig, at de går ud af skolen med en selvværdsfølelse. Erik Schmidt vender sig ikke imod nyere pædagogiske metoder, tværtimod, men imod at smide barnet ud med badevandet. Således går han i lighed med Holger Henriksen imod det princip, at ingen kan lære nogen noget, men at man kan arrangere omstændighederne sådan, at eleven kan lære sig noget.

Ifølge Peter Hindsgaul ligger centrum i loven ikke i det relevante stof, som skal give eleven indsigt i det samfund, den kultur, som ligger før eleven, og som har været med til at forme ham. Hertil er at sige, at eleven ikke er en i universet frit svævende størrelse. Erik Schmidt betoner, at jeget i dag har en lidt oppustet karakter. Hvis man ser på virkeligheden, er det tydeligt, at elevernes viden om også afgørende historiske begivenheder er yderst mangelfuld. Er det ikke en debat værd? Skal eleven ikke have formidlet de sammenhænge, som sagligt set har formet den kultur, som eleven vokser op i, og dermed indirekte eleven selv? Her er Martin Luthers og Karl Marx's betydning større end Michael Laudrups. Og så skal det lige slås fast, at under arbejdet med tilegnelsen af det sagligt set relevante stof skal en gensidig respektfuld menneskelig omgang lærer og elev imellem selvfølgelig være til stede. Peter Hindsgaul karikerer Niels Christian Sauers synspunkter til ukendelighed. Sauer tillægges det ønske, at alle bør undervise i hele arbejdstiden. Hvor Hindsgaul har det fra, er ikke til at vide. Sauer påpeger bare det alvorlige problem, der opstår med skolens 'incitamentstruktur', hvis udenværkerne opprioriteres på undervisningens bekostning.

Jeg kan kun opfordre lærere til at købe bogen og i det hele taget deltage i debatten. Det kan godt betale sig. Et begreb som ansvar for egen læring er man vist ikke længere så stolt af at vedkende sig, og som det fremgår af anmeldelsen, er undervisningsdifferentiering også under debat. Således kan det også gå med andre modeord. Om det så kommer til at foregå ved, at man omfortolker disse eller forlader dem, er i den forbindelse ikke altafgørende.

Walter Steffen Nielsen

København

Svar

Med hensyn til kritikken af min anmeldelse af 'Folkeskolens Potemkinkulisser' i Folkeskolen nummer 42:

Det vil komme for vidt at kommentere hvert enkelt anklagepunkt. Helt generelt vil jeg derimod påpege, at jeg har vurderet bogen som det, den er, nemlig en debatbog. Jeg har overvejet, om en debat med udgangspunkt i bogen vil kunne bidrage til en yderligere styrkelse af folkeskolen som folkets skole, og jeg kom til den konklusion, at det mener jeg ikke, bogen kan bære.

Dermed har jeg på ingen måde afskåret andre fra at have andre holdninger end mine, og de mange reaktioner viser jo da også, at mange har nået at læse bogen i løbet af meget kort tid.

Jeg har fokuseret på nogle af bidragydernes udmeldinger i stedet for på bidragenes forskelligheder. I øvrigt mener jeg ikke, der er noget forkert i at polemisere over en bog, der selv i den grad gør det.

Peter Hindsgaul