Debat

Ny løn - igen

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der er ingen tvivl om, at lærernes forberedelsestid er i farezonen ved overenskomstforhandlingerne. Der er heller ingen tvivl om, at vi skal og vil kæmpe hårdt for at fastholde den tid, der er nødvendig for at kunne leve op til den kvalitetsprægede undervisning, som alle - herunder lærerne selv - forventer. Niels Christian Sauer har derfor ret, når han i et indlæg i Folkeskolen nummer 43 skriver, at arbejdsgiverne med deres selvmodsigende krav provokerer lærerne dybt.

Men konklusionen i Sauers regnestykke: 'Jo mere du underviser i dag, jo mere ekstra arbejde vil du blive pålagt fremover', er nu ikke helt rigtig. For arbejdsgivernes påstand er, at de ikke vil pålægge underviserne mere arbejde, men anderledes arbejde, idet der skal læses flere timer med børnene. Det vil uden tvivl medføre ringere undervisning, som til gengæld ikke skal kompenseres ved, at lærerne så bare alligevel forbereder sig mere. Der vil således ikke blive tale om mere, men om ringere arbejde, som ingen kan være tjent med. Derfor skal vi stå fast ved forhandlingerne.

Sauer fremturer endnu en gang med, at indførelse af ny løn vil være en provokation mod lærerne på gulvet, og at København skulle have påtaget sig en rolle som spydspids for det nye system. Han efterlyser indhold i den såkaldte undervisermodel og hævder endvidere: ' 'Undervisermodellen' betyder tilsyneladende, at jo mere du underviser, jo mindre får du i løn'. Jeg er overrasket over, at den ihærdige debattør fra Karlebo anvender ordet 'tilsyneladende'. Derved lader han nemlig en smule tvivl svæve over sit postulat. Det er imidlertid ganske klogt, for udsagnet er nemlig ikke nødvendigvis sandt.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

I København har vi gennem de seneste år brugt den decentrale løn aktivt for at skaffe medlemmerne mest muligt i lønningsposen. Det system, vi derigennem har opbygget, viser sig nu at kunne udgøre fundamentet i en underviserlønmodel, hvor klart definerede og objektive funktions- og kvalifikationstillæg vil kunne overføres til et nyt lønsystem. Over 1.500 tillæg på 289 kroner per måned går til klasselærere og børnehaveklasseledere. Ikke alverden, men dog lig et løntrin. Ikke for at de skal unddrage sig undervisning, idet alle jo netop udmærker sig ved at arbejde på gulvet, men for at påtage sig et ansvar og for at besidde de nødvendige kvalifikationer. Alle lærere, der slider med de prøveforberedende fag i overbygningen, får et - ganske vist beskedent - decentralt tillæg, som altså heller ikke handler om 'katederunddragelse'.

Undervisningen i klasserne er således ikke og skal heller ikke i et eventuelt nyt lønsystem være et lavstatusjob. Men skolen rummer desuden uundværlige skolebibliotekarer, skolevejledere, skoleudviklingsmedarbejdere med mere, som også skal tilgodeses på grund af det kvalificerede arbejde, de yder til fælles gavn.

Jan Trojaborg

formand for

Københavns Lærerforening og medlem af hovedstyrelsen