For illusionisten er det afledningen af publikums opmærksomhed, der er selve tricket.

Sådan er det også med nogle opinionsledere og deres sekundanter i debatten om folkeskolen. De er også en slags illusionister. Rutinerede og drevne til afledningsmanøvrer og afsporingsteknikker.

Den sikreste måde, hvorpå man fjerner opmærksomheden fra det væsentlige i debatten om vores skole, er at tale om, hvad der er progressivt, og hvad der er bagstræberisk. Eller endnu bedre: Hvem der er progressive, og hvem der er bagstræberiske. At være det sidstnævnte betragtes nemlig i nogle kredse som noget nær urent. Pfui! At være i selskab med den slags er værre end at være befængt med bylder og pest.

Det er dette gyldne trick, som Folkeskolens anmelder, Peter Hindsgaul, har brugt, da han for nylig anmeldte vores nye debatbog 'Folkeskolens potemkinkulisser - et kulturkritisk modspil'. Uden at komme i nærheden af indholdet affærdiger han bogen som bagstræberisk for at undgå debatten om det væsentlige.

Sagen er, at svaret på de problemer, vi i øjeblikket har i folkeskolen, ikke skal findes på en skala mellem fremskridt og bagstræb. Så er det jo kun de liberale og de konservative, der kan være med!

Et af hovedproblemerne i skolen er professionelt og fagligt. Lærerne kan ikke komme til at udføre deres metier på grund af manglende redskaber, ringe materiel standard, stigende bureaukratisering og indblanding i deres metodefrihed.

Et andet hovedproblem er kulturelt. Børns kulturelle og sociale færdigheder er i dag generelt så dårlige, at dyrkelsen af den enkeltes identitet og helt personlige læring lader dem i stikken og bidrager til opløsningen af fælleskulturen. Det er undervisningen og kulturfællesskabet, der er skolens kriterium. Ikke den enkelte elev.

Et tredje problem er storpolitisk. Det handler om globaliseringen af markedet, som er den største trussel mod åndsfriheden i skolen. Markedsgørelsen gør undervisningen til underholdning, oplysning til manipulation og ledelse til management. Mod denne kæmpe er der kun ét at gøre: Vi må fastholde den hævdvundne tradition, at folkeskolen ikke er for erhvervslivet, men for livet. Bruttonationalproduktet og konkurrenceevnen skal ikke ind i grundskolen.

Naturligvis er disse tre hovedproblemer udtryk for højst politiske beslutninger. Men hvis man vil gøre debatten om fremskridt og bagstræb, er det en afsporing af debatten. Så kommer man aldrig hen til debatten om det væsentlige.

Hvad er da så det væsentlige?

Det er kvaliteten!

Desværre er ordet i den grad fedtet ind i management, at vi næsten ikke kan bruge det. Kvalitet er ikke længere et civilt udtryk. Det er et parameter!

Det væsentlige er selvfølgelig, hvordan vi kommer til at kunne gøre vores arbejde ordentligt, og hvordan vi hjælper den opvoksende ungdom til at kunne få et jævnt, muntert og virksomt liv.

Og det er ikke kritikken af jubeloptimismen og den fjogede grænseløshed, der står i vejen. Det er problemfornægtelsen og hykleriet.

Erik Schmidt

Odense