Vi har sådan set vidst det længe, lige siden vi så »Rumrejsen år 2001« og hørte astronauterne tale med supercomputeren Hal. Og alligevel kommer det helt bag på os, at det nu er blevet virkelighed.

For under en tusse kan man få et program, der genkender tydelig, dansk tale og på et øjeblik omsætter den til tekst på skærmen.

Det kan næppe vare længe, før et sådant program bliver standard i computeren til stor glæde ikke blot for ordblinde og andre dårlige stavere, men sandelig også for alle os fummelfingrede, som ustandselig må gå tilbage i teksten for at rette slåfejl.

Dette åbner uanede perspektiver, tænk hvis vi om et par år helt kan gemme tastaturet væk. Men det må også kræve alvorlige overvejelser inden for skoleverdenen. I årevis har vi herset med eleverne for at få lært dem at stave, og det skal vi naturligvis blive ved med. Men en ny disciplin må til. Endnu et nyt åg til skolelærerne. Vi må lære børnene at tale ordentligt. Og denne gang handler det ikke om deres ordvalg.

Hvor det sikkert ville være en ønskedrøm for programmørerne, hvis opfindelsen var kommet for 50 år siden, så må det være et mareridt for en maskine at fatte moderne tale, hvor alle endelser snuppes af, og ordene trækkes sammen. Og intet tyder på, at udviklingen vil stoppe. Vi har længe diskuteret den store afstand mellem det talte og det skrevne sprog og behovet for en retstavningsreform. Men nu er problemet blevet meget større. Hvor talehørepædagogen hidtil har siddet på sit kontor og taget imod enkelte elever med talevanskeligheder, må vi nu se frem til, at artikulation bliver et af fagene på skoleskemaet.

Det bliver spændende at se, hvornår Danmarks Pædagogiske Universitet får øje på udfordringen. Men det kan selvfølgelig også være, at behovet for at få chatten til at køre glat får ungerne til selv at gå i gang med arbejdet.