Debat

Kejserens nye whiteboard

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I Folkeskolen nummer 41 er der tre artikler omkring interaktive whiteboards.

Artiklerne indbyder til, at vi lader os rive med af løfter om mere aktive timer og en helt ny pædagogisk indgangsvinkel til vores arbejde. Men kan de nye whiteboards så indfri forventningerne? De lærere, som bruger dem, siger ja, men har de undersøgt, hvad de får for deres penge?

Jeg er tilhænger af it i skolen, men jeg er også tilhænger af, at vi bruger penge på den mest fornuftige måde. Derfor skal dette indlæg ses som opfordring til omtanke, før der investeres i ligegyldige værktøjer.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Hvis vi kigger på, hvilke fordele der bliver remset op omkring de nye tavler, så er det ting som:

- Stor oplyst skærm, så alle kan se.

- Brug af flere medier i timerne.

- Man kan holde styr på timens forløb og gemme eventuelle tavlenoter.

- Tavlen kan bruges aktivt af klassen.

For at uddybe, så skal der i alle klasser med de nye tavler også findes en computer og en projektor, for at tavlen virker. Det er netop her, jeg synes, vi skal stoppe op og tænke os om. Hvad tilfører netop en pc og projektor?

- Når vi bruger projektoren som skærm, kan alle se tavlen.

- Idet vi har en pc i klassen, har vi pludselig web-adgang samt mulighed for at bruge andre medier.

- Med tilgængelige programmer kan vi forberede dias hjemmefra, holde styr på forløbet på tavlen samt gemme dagens tavleundervisning.

- Med trådløs mus og tastatur kan eleverne deltage aktivt i tavleundervisningen.

Jeg vil påstå, at næsten alle de ting, som et interaktivt whiteboard tilfører undervisningen, kan gøres ved blot at bruge pc og projektor samt et almindeligt whiteboard.

Uden at investere i de nye tavler ligger der rigtig mange gode muligheder gemt i de redskaber, vi har eller kan købe for billige penge. Pc'er er blevet billige, og projektorer falder til stadighed i pris, så skal vi ikke tænke os om en gang mere, før vi kaster gode penge efter et dyrt og overflødigt produkt?