I »DLF mener« i Folkeskolen nummer 41 giver formanden for DLF's organisationsudvalg Astrid Schjødt Pedersen ordet til lærerne ved at citere medlemmers udsagn over for foreningens rådgivning. Her gås tilsyneladende på barrikaderne med sproget fra de berørte lærere.

Sikke en bjørnetjeneste, der ydes her. De betydningsbærende ord må skulle appellere til vores medlidenhed og har derfor indbygget en næsten automatisk lav status til de berørte lærere. De skubbes endnu længere ud i dyndet af afmagt ved al den hjælpsomme naivitet. Det sættes i relief ved afslutningen på artiklen, hvor det betones, »at der skabes en større forståelse for, at lærerne skal høres«.

Hvem appelleres der til, hvem har Astrid Schjødt Pedersen i tankerne? Artiklens mange afvigerord med udgangspunkt i lærerudtalelser klassificerer en række lærere på en måde, som et flertal ikke finder særligt attraktivt: Åndenød, ondt i maven, taget ved næsen, mistet glæde, krav om dokumentation og kortlægning, manglende tid, værdikløft, ulykken ved nye prøveformer, generelle indlæringsvanskeligheder, autisme og asperger i klassen. Frem for at skabe forståelse så kan det let ende med flertallets dom af misbilligelse og fordømmelse. Hvem identificerer sig vel med en lærer i svag position.

Og der er ikke så meget vinder i DLF, der tilsyneladende sidder og venter på en større forståelse. Der skal blæses til angreb med et andet ordvalg, der ikke signalerer nederlagsfølelse, men demonstrerer vilje til at skabe forståelse med et anderledes lyst syn på, at det er muligt uden foreningsklynk.