Anmeldelse

Bogen om Noah

- til dialogisk oplæsning

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Overgangen fra institution til børnehaveklasse kan lettes, hvis man er forberedt på, hvad der venter. Her kan "Bogen om Noah" og "Bogen om Rosa", der udkom i foråret, være en hjælp.

Bøgerne er en del af "Trin for Trin"-materialerne. Gennem arbejdet med disse fokuseres der på børnenes sociale kompetencer.

Bøgerne er skrevet til de ældste børn i børnehaven og til elever i børnehaveklassen.

De er beregnet til dialogisk oplæsning. Inden for en kortere periode læses samme historie højt tre gange for en mindre børnegruppe efterfulgt af samtaler om det læste. Børnenes forståelse og ordforråd udvides igennem samtalen. Bagerst i bøgerne er seks sider til den voksne med gennemgang af metodik og forslag til spørgsmål.

Noah er en glad dreng, der spiller fodbold og glæder sig til at starte i børnehaveklassen. Det er dog ikke helt nemt at starte i skolen og få nye legekammerater. Noah har svært ved at styre sit temperament, og han gemmer sig under bordet, hvis det hele bliver for meget. Læreren lærer ham, hvordan han kan klare de enkelte situationer. Blandt andet hjælper det at tælle til ti, hvis man bliver vred.

Jeg har læst bogen op for Peter, der skal starte i børnehaveklasse, og Søren, der skal starte i 2. klasse. De syntes begge, at det var en god bog. "Den lærer en om, hvordan det er at gå i børnehaveklasse", sagde Søren på otte år.

Historien er god, og der er mange gode oplæg til efterfølgende samtale.

Farveillustrationerne er dejlige. Bogen anbefales til børnehaver og børnehaveklasser.