»Brug kun ord, der gør din mund glad«, var det gode budskab, som tv-værten Lars Daneskov fik bredt godt ud i Folkeskolen for nylig. Venlige rygklap til ham.

Jeg ved godt, at Daneskovs ærinde først og fremmest handler om, at voksne skal droppe fremmedord og officielle bureaukratiske fraser, men jeg vil nu gerne have det udvidet til, at vi anstrenger os lidt mere for at bruge rare ord, som også gør godt i maven.

Nu er der jo selvfølgelig forskel på, hvilke ord der gør henholdsvis mund og mave glad. Der er ingen tvivl om, at ord, der ligger godt i munden på dem over 50, ikke lige er de ord, der fylder mest i ungdommens mund. Ligeledes er der en del børne- og ungdomsord, som oldsager over 30 år ikke kunne drømme om at tage i deres mund og helst heller ikke vil høre i andres mund.

Altså der er klart mange slags ord, der ligger godt i munden, men hvor alderen bestemmer, om de også varmer i maven. Og så er der ord, der ligger godt i munden, men er et kold gys i alle maver uanset alder.

Men hvis vi fra vores mund bortvi-ser negative skældudord, mobningsfyldte sætninger og overflødige gøren nar-konklusioner uden at blive for kedsommelige i mælet så begynder maven også at hoppe af fryd.

Omgangstonen er rimelig nok derfor i fokus. Faktisk melder foreningen Børns Vilkår, at en forældreundersøgelse peger på, at netop måden, vi snakker til og med hinanden på, er et af de store konfliktområder i danske børnefamilier. Mere traditionelle konfliktområder som pligter og opgaver i hjemmet, komme-hjem-tider, lommepenge, lektier og søskendekævl er røget ned på toptilisten. Ord, der gør ører kede af det, topper.

Resultaterne fra forældreundersøgelsen er helt i tråd med de seneste års debat om omgangstonen i den danske folkeskole. Også her vælter det rundt med mindre glade ord af en vis råhed.

Ukvemsord og nedsættende tale er en del af den mindre glade dagligdag.

Det er noget rigtig bullshit, vil nogen mene, men man kan også i stedet sige, at det er træls, dermed bruger man i hvert fald et ord, som (også) ligger godt i munden.

Nu vil nogle, på en pæn måde selvfølgelig, straks sige, at jeg lige nu bevæger mig rundt inden for en ordskala, som virkeligheden langt har overgået. De ord, der fyger rundt i klasser og i skolegårde, har en langt højere snert af råhed. Der er ikke gnist af glæde i ordvalget.

Nu er det jo sådan, at »hvad man siger det er man selv«.

Jeg ved godt, at børn og unge lever og vokser op i virkeligheder, hvor gode gamle danske ord og begreber ikke fylder alverden opdragelsesaftryk og identitetstrend sættes af tv-programmer, musikvideoer, ungdomsfilm, sport, fancy fremmedord, engelske brokker und so weiter.

Men voksne kan dog stadig sætte gode aftryk i børns hoveder, hvis de vil, tør og gider.

Det gælder særligt lærere, skal jeg hilse og sige.

Voksne er og bliver rollemodeller for børn, og dermed har vi gode afsætningsmuligheder for at påvirke til andet end uld i mund og sjofel tale.

For nylig var jeg sammen med en flok glade børn i Horsens, hvor børnene godt ville snakke uro, larm og omgangstone. De syntes også, det var træls med ord, som ikke varmer.

En dreng sagde, at »man kan ikke lade være med at bande, når man er sur«.

En anden sagde, at børn godt kan sige ord til hinanden, som børn helst ikke vil have, de voksne bruger.

Endelig sagde en pige: »Lærerne skal lære at tale pænt til os. Det lyder ikke godt, når de siger: Så find for helvede bøgerne frem«.

Vi har alle råd til at opføre os ordentligt.

Også når vi taler.

Det varmer både store og små.

Frode Muldkjær børnejournalist, Fabulatoriet, P2 DR