Ingelise Moos er ude med riven i Folkeskolen nummer 40. Dansk er et dårligt samfundsfag. Mange opgivelser har ringe litterær værdi. Der er for lidt ny litteratur. »Hvis man læser en bog som Martin og Victoria i dag, er det jo lige før, der skal historiske noter til«, siger hun om Klaus Lynggaards roman fra 1985.

Hun har da ret et godt stykke af vejen: Litteratur reduceret til temaundervisning, hvor eksistentielle spørgsmål og sprog er nedtonet.

Men er det ikke lige barskt nok at afskrive »Min ven Thomas«? Vel er det ikke stor kunst, men den brænder alligevel igennem, når Ødipus stikker hovedet frem.

Og glemmer hun ikke, at der også indgår en historisk dimension i faget? Selvfølgelig kræver det noter at læse »Martin og Victoria«, der foregår i 1972. Men er klikens substantielle kerne ikke den samme, skønt optagelsesprøverne er udskiftet med andre? Mon ikke også unge i dag oplever Martins dilemma: at komme sammen med én pige, men være forelsket i en anden? Hvad værre er: Hvis hendes standard skal holdes, bliver der ikke meget at vælge mellem. Tre af hendes forslag findes jo allerede på listen: »Alting og Ulla Vilstrup«, »Intet« og »En-to-tre-Nu«. Når det samtidig kun må være ungdomsbøger, fordi de »behandler livets store spørgsmål«, ikke voksenlitteratur, fordi den »kører fast i hverdagsproblemer«, kan titlerne tælles på én hånd. Blev »Den kroniske uskyld« skrevet som ungdomslitteratur? Behandler Benn Q. Holm ikke livets store spørgsmål i »Album«? Har Ingelise Moos glemt Søren Damms generationsportræt »Transit« fra 1994? Er Ejersbos »Nordkraft« fra 2002 kørt fast i hverdagsproblemer?

Selvfølgelig er der tale om provokationer fra hendes side. Men moser hun ikke lige lovlig rapkæftet på og rammer de forkerte?