Debat

LIC ligner Føtex

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Foranlediget af Lars Nørgård Andersens indlæg i Folkeskolen nummer 40 om Lærernes IndkøbsCentral (LIC) og det temmelig undvigende svar i nummer 41 fra marketingchef René Arentoft kunne det være rart at få svar på, hvem der ejer LIC?

Vi, der har været med i mange år, har været vidner til en udvikling, hvor LIC åbenbart skal samle kapital sammen ved at sætte priserne kraftigt op. Det er ifølge min overbevisning jo medlemmerne, der ejer LIC, og det er vel så også dem, der burde høste fordelene ved lavere priser. LIC skulle vel være et nonprofitforetagende.

Vi har været vidner til en omlægning, der får LIC til at ligne Føtex. Ingen direkte vej til kasserne, en vinafdeling, der ikke længere er hyggelig, lukning af cafeteriet og historier om nye medarbejdere, der fortæller deres gamle arbejdsplads om de rabatter, LIC opnår, uden at blive bortvist.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

I de sidste par år har der i Herlev, som jeg kommer i, været længere og længere mellem kunderne. Når man snakker sammen, er den hyppigste forklaring: De højere priser. For ikke at miste for mange kunder kan medlemmer af Forbrugsforeningen nu også handle i LIC. Har man glemt, hvad L står for? Er man underviser, når man står i Danmarks Jurist- og Økonomforbund?

Jeg har også villet til generalforsamling for at lufte min kritik og fandt sidste gang en indkaldelse på svensk til møde i Malmø. Fint nok, men det var lagt så tidligt på dagen, at ikke engang en københavner med normal undervisningstid kunne nå derover. Jeg fik tanken, at man helst ikke ville have medlemmerne til at deltage, så derfor svensksproget indkaldelse og et tidspunkt, der kun ville give meget få lejlighed til at komme.

Har købmændene og marketingdrengene overtaget LIC? Hvor befinder bestyrelsen sig?