Jeg har gennem mange år fulgt Vagn Madsens indlæg i Folkeskolen. Jeg forstår godt, at nogle reagerer, men måden, det gøres på, ved at opfordre til censur, fordi man ikke gider at høre på anderledes tænkende, finder jeg betænkelig. Især fordi vores arbejdsplads bygger på åndsfrihed og demokrati. Det, som hele debatten delt/udelt skole i virkeligheden handler om, er ikke, hvad der er bedst, men hvad der er politisk korrekt. »Det er bedst at lære på den og den måde«. »Vi får større faglighed, når «. Vrøvl. Der er mange måder at lære på, og ingen enkelt metode kan presses ned over en hel skoleklasse og siges at virke bedre end en anden. Når en måde eller metode virker for en lærer, er det, fordi vedkommende brænder for det, han/hun gør, og fordi den pågældende lærer er god til at have kontakt med eleverne. Danmark er overfyldt af pædagogiske vækkelsesprædikanter, der sælger et budskab om bedre metoder, som gør det overflødigt for læreren at tænke selv. Den pædagogiske debat er gået hen og blevet til: »Hvordan putter vi nemmest og mest effektivt noget ind i hovederne på eleverne?« Der er ikke ret mange, der spørger om, hvorfor og hvad der skal læres. Det er i høj grad politik og ikke pædagogiske begrundelser, der styrer, hvad der er bedst for det enkelte barn. Vi har jo et meget tydeligt eksempel på, hvordan politisk korrekthed var ved at køre danske børns læsning i sænk. Derfor er debatten nonsens. Der er ingen af de to måder at drive skole på, der er bedst. Vi skal lære, at det ikke er nødvendigt at sige »værkstedsundervisning« på hvert forældremøde, for at vi er gode nok. Derfor er det godt at have en som Vagn Madsen selv om man ikke altid er enig med ham der kan snappe de selvfede og politisk korrekte lærere i haserne, så de kan vågne op og se mere nuanceret på lærertilværelsen.