Hvor blev september af? Den dejlige, farverige måned med renset luft og høj himmel, hvor man påskønner hver dag med sol og varme vel vidende hvad der venter os. Der var masser af mosebølle deroppe ved sommerhuset, også efter at turisterne var væk, og små knaldrøde tyttebær tittede frem i alt det grønne mange steder borte fra stierne. Men jeg gider sandt at sige ikke længere plukke dem. Alt har sin tid. Og tranebær, hvor smukt med de røde glinsende perler af bær serveret på flader af flot skraptgrønt mos nær søen. Bævreaspene står i række langs stien og bævrer nervøst i alle lemmer trods vindstille vejr. Ubegribeligt at mennesker kan leve uden naturoplevelser. Det lysner over agres felt, skrev digteren, »jeg trasker langs et brombærhegn med plovmuld under fødder ...«. Men vi er vel det sidste slægtled, der med ømhed mindes de dejlige sange. Skrottet som de blev til fordel for nonsens-sange og bongotrommer i den sjove danske skole.

Indimellem tænker jeg på, at det nu, tre år efter at jeg gik ud af skoleporten for sidste gang, må være på tide at lægge skolen og al dens væsen bag mig. Det rene snit færdig. Sådan er det ikke. Det lader sig ikke gøre efter alle de år. Det var da morsomt for nylig at høre vores undervisningsminister tabe fatningen og skingre op over for en flok demonstrerende børn og unge. Godt hun ikke er skolelærer, den var aldrig gået. Hun havde fået forældreklager og tilrettevisninger af bange inspektører.

Det er umuligt ikke at leve med. Emnet er jo fremme hele tiden. Man harmes, når en pædagogisk professor i fjernsynets »Deadline« afslører en himmelråbende uvidenhed om børn. Det er og bliver skolens åbenbart uløselige dilemma, at der spildes tanker på ren nonsens fra de magtfulde i stedet for at lytte til lærerne.

Men det er forhåbentlig nu ved at gå op for selv de mest tungnemme, at viden og kundskaber er nyttige, hvis vi vil vores børn det godt. Og at basal viden ændrer sig ikke, eller meget langsomt. Jo mere man ved, jo mere kan man lære. I årevis blev det stillet op som hinandens modsætning som et enten-eller. Enten selvstændighed og kreativitet eller faglighed. Hvor tåbeligt. »Hvad har du lyst til at lave i dag, lille Johnny?« Det spørgsmål kom til at koste dyrt. Hvor kunne man nænne det over for børnene? Hvad der er spildt af tid på ingenting, bryder jeg mig ikke om at tænke tilbage på. Ej heller på hvor ødelæggende en virkning det fik for skolen, at lærerne blev et lavstatus-folk, der kunne hældes jævnlige møgspande ud over. Tilsat elendig aflønning i verdens vigtigste job. Lodret tilbagegang blev selvfølgelig resultatet.

Måske skulle jeg alligevel plukke de tyttebær oppe ved søen. Det kan nås endnu. Hvis man kommer heldigt fra det, kan der laves en prima syltetøj med pærestykker blandet i.