En virkelig anvendelig og undervisningsvenlig litterær kanon ville frem for en obligatorisk liste over forfatterskaber have været en liste over obligatoriske litterære tidsperioder og stilgenrer fyldt godt op med udvalgte egnede litterære tekstprøver, som læreren kunne vælge imellem. Man kunne så have undgået det galleri af forfattere og digtere, der over for den samlede univers af slagsen uvægerligt må udvise lidt af tilfældighedernes præg. Hvorfor er den forfatter medtaget i kanon, men ikke den? En sådan periode- og genrekanon ville så vist ikke anfægte forestillingen om den frit vælgende lærer mere end den forfatterliste, der nok også med tiden vil binde læreren i et frivilligt, rutinemæssigt og vanemæssigt udpluk af foreliggende antologier. Og så er sådant henfald til det rutinemæssige og vanemæssige i undervisningen selvfølgelig heller ikke det ringeste grundlag at undervise på. Det er jo nye elever hver gang, som ikke fornemmer det rutinemæssige. At kalde den lærer for en stakkel, der rutinemæssigt læser »Erasmus Montanus« med sine elever hvert år eller »Pelle Erobreren« for tyvende gang, må vist derfor nærmest være en kanonisk svipser. Og når socialdemokraten Pernille Blach Hansen begrunder sin modstand mod noget som helst bindende i danskfaget formentlig som det eneste af alle skolens fag så skyldes det, at hun ligesom en stærkt protesterende formand for DLF forveksler et fags læseplan med metodetvang. I hvert fald ville en forpligtelse til at belyse romantikken i danskfaget med et udvalg af egnede oplistede tekster, som læreren kan vælge mellem, vist ikke kunne krænke nogens metodefrihed. Heller ikke selv om »Guldhornene« næsten nødvendigvis må med, hver eneste gang romantikken er på tapetet.

Forkortet af redaktionen