De på Jesu tid uglesete samaritanere var et israelitisk folk, der alene holdt sig til Mosebøgerne og nægtede at drage til Jerusalem for at ofre. I dag er de kun nogle få hundrede indgifte og stærkt svækkede, men med eget tempel i Samaria.

Jesus væltede salgsboderne i Templet i en bestemt hensigt. Romerne jævnede Templet med jorden år 68 af andre grunde. Dermed ophørte jøderne med at blod- og brændofre. Siden kom muhamedanerne til. Omar- og Klippemoskeen opførtes, og de ligger ligesom i vejen for en genoptagelse. Der er også tvivl om stedet for det allerhelligste, der er manafyldt. Dog næppe for Sharon.

Islam, der knytter sig til jødedommen via Abraham og medhustruen Hagaj, ofrer derimod konkret. Nogle ofrer et vædderlam, den dag hvor Abraham/Ibrahim og Isak steg til bjergs. Endvidere ofrer samtlige muhamedanere, der rejser på den pligtige rejse til Mekka, hver et får!

Begge nævnte religioner er lovreligioner med gerningsofre (i korthed De fem Søjler og De ti Bud), hvor der forventes belønning her og hisset.

Kristendom på vore breddegrader er det stik modsatte af offertanken. Her optræder man i eget navn - uden Vorherre i baglommen. Jesus har ofret sig en gang for alle og for os alle. Det skal fortælles os på ny og på ny. Også i DLF, åbenbart.

Efterskrift: Måneår er 336 dage, solår er 365 dage. Tænk lidt over det i forbindelse med muslimske højtider og folkeskolen. Det roterer. Gad vide, hvad Struense ville sige?

Mogens Bender

Vipperød