Debat

Gratis arbejde for 18.000 kroner

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Min fagforening har sikret mig en lønnedgang på 18.000 kroner.

Her gik jeg i min naivitet og troede, at et medlemskab af en fagforening gav sikkerhed for ordnede arbejdsforhold og en ordentlig løn for det arbejde, der skal udføres.

DLF har vist mig noget andet.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Jeg har i en årrække undervist i en centerklasserække for elever med behov for vidtgående specialundervisning på en kommunal folkeskole.

Før august 2000 var klasserne en amtslig foranstaltning, og jeg fik derfor det overenskomstmæssige tillæg.

Efter august overgik centerklasserne til kommunen, og jeg mistede mit tillæg

Eleverne var stadig elever med behov for vidtgående specialundervisning, og arbejdsopgaverne var præcis de samme som før august 2000. Den eneste forskel var, at jeg nu skulle yde gratis arbejde for 18.000 kroner.

Min fagforening havde til og med forhandlet sig til dette resultat.

I Folkeskolen nummer 41 ser jeg til min store undren, at formanden for fagligt udvalg, Jon Kowalczyk, mener, min lønnedgang har en mission, nemlig at sikre en forbedring for andre undervisere. Et helt fantastisk synspunkt. Min fagforening vil have, at en lille gruppe lærere skal arbejde gratis, for at andre lærere kan få mere i løn!

Hvis DLF er imod, at dens medlemmer udfører gratis arbejde, er der to løsningsmuligheder i forhold til tillægget for vidtgående specialundervisning.

Enten udbetales tillægget som vanligt, eller DLF udarbejder en beskrivelse af, hvilke arbejdsopgaver der ikke længere skal udføres på grund af lønnedgangen, således at løn og arbejdsopgaver svarer overens.

I håb om at DLF vil forblive en god fagforening, også for mig.

Trine Kristensen

Kjellerup