Der var engang en murersvend, som elskede at mure. Han behandlede alle murstenene nænsomt og brugte altid god tid til at blande den rigtige mørtel, så murene kunne holde i mange år. Det var en glad murersvend, som var stolt af sit arbejde.

Men en dag kom mester hen og fortalte murersvenden, at han skulle lægge flere mursten i timen og helst lidt længere tid hver dag, da der var meget travlt i firmaet. En masse huse ventede på at blive bygget.

Svenden rådede mester til at ansætte flere folk, men det var der absolut ikke råd til, sagde mester. Se, svenden mente jo nu, at hvis han skulle arbejde hurtigere og i længere tid ad gangen, så skulle han have mere i løn og ekstra afspadsering. Men så kom fagforeningen og sagde til svenden, at han skulle være tilfreds med det, han kunne få, og han skulle være stolt af sit arbejde.

Svenden var en flink og tålmodig mand, så han bøjede nakken og tog ekstra fat. Murene blev nok lidt skævere, end han brød sig om, men han havde ikke tid til at rette på alle sine fejl. Murene blev klasket op uden brug af hverken loddebræt eller kridtsnor. Men det værste var næsten, at mørtelen, som skulle holde husene sammen, blev dårligere og dårligere. Mester købte altid den billigste mørtel, og han sørgede altid for, at der blev sparet på cementen. Klager over fejl i husenes murværk væltede nu ind til mester. Byens aviser begyndte at skrive om det revnede murværk. Hver dag var der artikler om skæve, krakelerede mure. Alle kunne pludselig huske historier fra barndommen, fra andre byer og fra gamle dage om dårligt murværk.

Til sidst var hele byen enige om, at alle murere var nogle dårlige håndværkere, der nok dovnede den og holdt for mange pauser og slet ikke passede deres arbejde, og at de i øvrigt fik for meget i løn og havde for lange ferier.

Nu blev murersvenden så ked af det, at han sagde sit job op. I stedet blev han skolelærer. Og se, der gjorde han ret; thi lærere er nogle fine no'en, som arbejder med det dyrebareste, der findes, nemli' folks børn; så lærerne, dem skal der gøres stads af, og lærernes fagforening sørgede for, at han aldrig blev udsat for den samme slette behandling, som dengang han var murer.

Se det var et rigtigt eventyr . . .

Thank you, DLF.

Jan Schumann

København S