Ved første afstemning om overenskomstresultatet i foråret stemte jeg nej. Ved den anden afstemning stemte jeg nej. Jeg havde set prognoser for, hvor mange flere elever der ville komme i folkeskolen, og jeg havde utallige gange hørt, at der ikke kunne tilføres folkeskolen tilsvarende flere ressourcer/penge. Den eneste løsning på det problem måtte efter min logik være, at man måtte forsøge at få lærerne til at løbe lidt hurtigere. Da jeg så både det første og andet forslag til en overenskomst, mente jeg, at der var nogle muligheder for, at kommunerne med aftalen i hånden kunne presse lærerne til at løbe lidt hurtigere. Vi (lærerne) fik anbefalet et ja af blandt andre vores formand med en begrundelse om, at vi ikke skulle nære dyb mistillid til vores arbejdsgiver (kommunerne), for de var jo ligesom lærerne interesseret i at få den bedst mulige undervisning i folkeskolen.

Aftalen blev vedtaget, og nu kan vi se, at i flere kommuner har lærerne allerede fået at vide, at de i det kommende skoleår skal til at undervise noget mere, end de gør i år. Kommunerne er i deres gode ret til at gøre, som de gør, og når der har været nogle protester fra lærere, har kommunerne med god ret stået med aftalen i hånden og sagt: 'I har jo selv stemt ja til aftalen'.

Det kommer ikke bag på mig, at lærerne skal til at undervise mere efter den nye aftale, men jeg kunne godt tænke mig at høre, om det virkelig kommer bag på formanden. Hvis dit svar er ja, har du så ikke fejlvurderet situationen i en sådan grad, at du ikke burde sidde ved forhandlingsbordet næste gang og slet ikke fortsætte som formand for en forening, hvor du har sagt ja til en aftale om, at medlemmerne skal til at arbejde noget mere?

Claus Holm

Gentofte Skole