Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Arbejdet med virkeliggørelsen af Overenskomst 99 er den mest påtrængende opgave for foreningen lige nu, men det er vigtigt, at arbejdet med de mere langsigtede strategier fortsættes.
Danmarks Lærerforenings kongres vedtog i 1997 indsatsområdet 'Kvalitetsudvikling i dialog' med det dobbelte formål, at vi fortsat skal udvikle skolen, og at vi derigennem skal hæve lærernes status som basis for at kunne stille faglige krav. Den sidste del er vi ikke kommet langt nok med, men det er en god strategi at arbejde videre med. Ikke nødvendigvis i samarbejde med Kommunernes Landsforening, der ikke har levet op til forventningerne til samarbejdet om F2000.
Debatten om en god skolestart skal handle om, hvilket indhold i skolen der vil være godt for børnene. Udgangspunktet har i alt for høj grad fået lov til at være kommunernes økonomi eller en anden faggruppes kamp for fuldtidsstillinger.
Foreningen skal fortsat støtte medlemmer med nedslidningsproblemer, men der skal sættes kraftigt ind på udviklingen af en menneskelig personalepolitik i kommunene og på skolerne.
'Værdibaseret ledelse' skal fortrænge 'økonomisk styring' på skolerne. Skolelederne skal fortsat være læreruddannede, og de skal organiseres i DLF. Lederforeningen i DLF har fået en god start og skal støttes i arbejdet med at opbygge lokale netværk.
Det er væsentligt for mig, at skolelederne er medlemmer af lokalkredsen, så der også på lokalt plan er tale om en fælles fagforening.
Overenskomstansatte skal sikres tryghed i ansættelsen og bedre pensionsforhold.
De nuværende og de kommende tjenestemandspensionister skal sikres en udvikling af pensionen, der svarer til den samlede lønudvikling.
Jørn Kokkendorff
hovedstyrelseskandidat
Århus