Debat
Om ikke at forholde sig til virkeligheden
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Jeg kan konstatere, at Bertel Haarder (Folkeskolen nummer 41) fortsætter med undvigende tale.
I radioprogrammet efter tv-programmet »Profilen« forklarede en lærer om sine egne forhold, og han svarede hende, at hun ikke ville komme til at opleve besparelser. Det er ikke i overensstemmelse med virkeligheden.
Det var og er min pointe.
Uanset at regeringen afsætter penge til folkeskolen, så forhindrer det jo ikke, at der kan eller skal spares i kommunerne. Kommunerne er underlagt de aftalte rammer med regeringen og er i forhold til folkeskolen kun forpligtiget på at opfylde mindstekravene i folkeskoleloven.
Og det ved Bertel Haarder selvfølgelig godt.
Den pågældende lærers problem var, at der ikke er råd til den specialundervisning, hun - test eller ej - vurderede, der var brug for. Det undveg ministeren at forholde sig til.
Vi ved godt, at minimumstimetallet for dansk og historie i de små klasser er hævet. Det var bare ikke det, mit indlæg handlede om.
Det handlede om manglende vilje til at forholde sig til den konkrete lærers virkelighed.