I Folkeskolen nummer 40 går Cresten Sloth Christensen i flæsket på Niels Christian Sauers skolepolitiske holdninger til den fleksible skole.

Da grafik ikke indgår på debatsiderne, har jeg opstillet behovspyramiden i punkter for at se, om ikke Sauer har fat i noget, når han holder en meget kritisk distance til den fleksible skole.

5. Tage ansvar, uafhængighed, kunne vælge

4. Anerkendelse, blive holdt af

3. Høre til

2. Sikkerhed

1. Fysiske behov, mad, drikke, klæder, søvn.

Tankevækkende med de skoletanker (elevernes (med) ansvar, selvstændighed, projektarbejde med videre), som forudsætter, at eleverne har fået opfyldt behovene fra de fire nederste lag.

Roder vi rundt med krav og forventninger om at lave den skole, som eliten har udtænkt til egne børn, som om alle børn var som deres egne?

Jeg tror på, at det fungerer på skoler, hvor lærere og ledelse sammen med forældrene er engagerede i netop den skoleform, men derfra er der et spring til at pålægge andre at være engagerede. Man er nødt til at tro på det, man går ind for, og man kan ikke ærligt i det ydre tilhøre ét og i hjertet noget andet.

Undervisning er til for elevernes skyld, ikke omvendt. Eleverne skal ikke være midler for en eller anden metode.

I stedet for at affeje kritikere som forstenede kværulanter kunne man tage dem alvorligt og finde ud af, hvad de i virkeligheden mener. Måske har de en pointe.

Masser af lærere med erfaringer fra almindelige skoleklasser ved da godt, at virkelighedens elever langtfra alle er nået til øverste etage af pyramiden.

Men ved at tage udgangspunkt i, at de er der, risikerer man, at en del elever falder af i svinget, og det kunne meget vel være årsagen til, at så mange lærere holder en kritisk distance, når andre præsenterer noget som det endegyldige svar på pædagogikkens bønner.