Næstformand Stig Andersen bevæger sig i sin helt egen matematiske fantasiverden, når han i Folkeskolen nummer 39 med et fingerknips kan forvandle vores 12.-placering i matematikfaget til at være det samme som en pæn førsteplads blandt verdens lande. At drage et sådant hokuspokusnummer i tvivl er i samme verden det samme som at reagere inkompetent, panisk og traditionelt. Med en sådan logik kan man da lukke luften ud af enhver Pisa-undersøgelse. Det er også set fra samme fortænkte verden, at han med hjælp af Steen Hildebrandt fra Handelshøjskolen i Århus lægger afstand til et nu tilbagelagt industrisamfunds krav om et højt fagligt vidensniveau for i stedet at hylde den faglige videnstomhed i et kommende videnssamfund. Den kan nok være lidt svær at bide spids på. For forudsætningen er, at videnssamfundet åbenbart slet ikke efterspørger viden. Videnssamfundet efterspørger »forskellige menneskers forskellige intelligenser« eller i en kristen terminologi: forskellige nådegaver. Den efterspørgsel kan enkelte af os ganske vist endnu huske også fremsattes i industrisamfundet, ganske vist på en lidt mindre sofistikeret måde. Man talte dengang om »nyttige kundskaber«. Ja, selv i stenalderen efterspurgte man folk med en særlig flinthuggerintelligens og en ildfrembringerintelligens. Oven i købet uden at man dengang kendte meget til fremtidens Howard Gardner. Men hvordan undgår vi så de desperationsprægede politiske forsøg på at rette op på de katastrofale forhold, som gælder i skolens mere konkrete verden. Man hælder til Christine Antorinis ord om, at vi nok hellere må vente med at gøre noget, til vi får mere viden om, hvad vi skal gøre ved skolen. Og den ventetid kan vi jo selv bestemme, hvor lang skal være. For hvornår ved vi nok om noget som helst. Antorini skulle måske lige sone sin lidt ukorrekte tilslutning til de nationale test.

Svar

Vagn Madsen er selv et lysende eksempel på, at viden ikke er et entydigt begreb. Jeg er ikke i tvivl om, at han kan læse. Men hans evne til at forstå det, han læser, bliver åbenbart forstyrret af en voldsom forudindtagethed, så han ikke engang kan referere korrekt.

Jeg skrev ikke i Folkeskolen nummer 39 om min egen tolkning af Pisa. Men jeg citerede OECD, der i sin seneste rapport fremhæver, at de 15-årige danske elevers resultater ligger »signifikant over gennemsnittet«, og at Danmark ligger i den øverste af tre grupper.

Og jeg skrev ikke, at Christine Antorini ville vente med at gøre noget - for det sagde hun ikke noget om. Og hverken Steen Hildebrandt eller jeg tog afstand fra et højt vidensniveau.

Men jeg skrev om det konstruktive i, at forskere, politikere og skolefolk under Pisa-høringen lyttede til forskellige vurderinger og lod sig påvirke af saglig argumentation. Konferencen handlede om, hvilken faglighed, hvilken viden og hvilke kompetencer der er brug for i fremtidens samfund.

Derfor fortjener Folketingets uddannelsesudvalg ros for en konference, der kan bruges som afsæt til dialog om, hvordan vi finder konkrete løsninger på folkeskolens problemer, eksempelvis i forhold til svage læsere og naturfag. Det er langt mere konstruktivt end paniske reaktioner som test og kontrol og Vagn Madsens meningsløse postulater om katastrofale forhold i folkeskolen.

Stig Andersen, næstformand for DLF