På internationale ranglister placerer Danmark sig blandt vinderne. Hvis vi måles på konkurrenceevne, vækst, innovation, erhvervsrammer og investeringsvilkår, så er vi sammen med øvrige nordiske lande på vinderholdet. Senest fastslået af World Economic Forum.

Det spørgsmål, der naturligt rejser sig, er: Hvorfor er dansk økonomi en ret stor succes, når vi har højt skattetryk, høje lønninger, relativt korte arbejdstider, stor offentlig sektor og høj grad af organisationsprocent.

Herhjemme tages der ikke nogen videre notits af rosen, i stedet problematiserer regering, folketing og Dansk Industri de negative ting. Groft sagt skubbes her mere til en negativ spiral end til en positiv. I »Mandag Morgen« den 3. oktober hedder det (citeret i uddrag): »Hvis det er rigtigt, at vi har opnået vores velstand ved hjælp af løsninger, som andre ikke kan udvikle, må vi nødvendigvis undersøge, om disse kernekompetencer kan bruges til også at sikre fremtidens velstand ... Vi har en række svagheder inden for flere af fremtidens vigtigste vækstrammer - for eksempel uddannelse, forskning og ledelse ... Men svaret på, hvordan fremtidens danske vindermodel skal se ud, må nødvendigvis tage udgangspunkt i de kernekompetencer og styrker, vi har i dag - og ikke i vores svagheder«.

Elementært, kære Watson. Jeg tror, at folkeskolens arbejde, som udmønter sig i en kobling mellem kreativitet, individualisme og holdsamarbejde, har sin del af æren for, at den danske model kaldes en vindermodel. Folkeskolen er parat til at levere sin del af fundamentet til fortsat vækst, men det ville være skønt, hvis det kunne ske til akkompagnement af politikere, der erkendte og anerkendte folkeskolen og dens arbejdsbetingelser. Det ville alt andet lige være noget mere interessant at være lærer, hvis der var en opbakning til arbejdet fra arbejdsgiverne i regering og folketing. Så hvis vi ikke kan få statsminister og undervisningsminister på vor side, så satser jeg på, at det lokale erhvervsliv og de nye kommuner vil se potentialet og forstå betydningen heraf.