Debat

DSB’s rygepolitik

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I Folkeskolen nummer 40 skriver Ravnkilde Skole et debatindlæg om en uheldig rejse med DSB.

Først og fremmest skal DSB beklage, at lærer Ulla Bro Sørensen og 4. klasse har haft en ubehagelig oplevelse på turen hjem fra lejrskoleophold.

DSB Skolerejser har en aftale med Undervisningsministeriet omkring administration af den fribefordring, der via bevilling på finansloven tilkommer skolerne i forbindelse med lejrskoleophold. Vi befordrer i forbindelse med denne aftale årligt op mod 200.000 elever og lærere både frem og tilbage.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Vores togmateriel er indrettet til at kunne modsvare et forskelligartet publikums behov, og der findes eksempelvis DSB 1', ikke-rygerafdeling, rygerafdeling og hvileplads i de fleste tog. Når vi skal skaffe plads til mange store grupper i vores tog, er det nødvendigt at udnytte pladserne i toget optimalt.

I tog med pladsreservation for øvrige passagerer tildeler vi så vidt muligt ikke-rygerpladser til skolerejser. Når det, for at levere en rimelig rejsetid, er nødvendigt at tildele rygerpladser i en kupé, der også benyttes af andre passagerer, skal det separat skrives på billetten. Skolen får mulighed for at melde fra og få en alternativ rejse, om end dette måtte indebære et mindre attraktivt rejsetidspunkt eller en længere rejsetid.

I mange tilfælde indsætter vi specielle tog eller ekstra vogne på eksisterende tog til vores skolerejser. I disse tilfælde udnytter vi pladserne fuldt ud. I de situationer er der hverken DSB 1', hvileplads eller rygerafdeling - alle pladser er standard, ikke-ryger.

I det aktuelle tog fra Esbjerg til Århus havde vi netop på grund af mange skolerejser indsat et ekstra togsæt til skolerejser. Der var derfor, uagtet togets beskiltning, hverken DSB 1', hvileplads eller rygerafdeling i det pågældende togsæt, alle pladser var standard, ikke-ryger. Vi skal beklage, hvis togpersonalet ikke har været tilstrækkelig opmærksom på at håndtere dette.