Den 1. og 2. december er der møde i Globaliseringsrådet om internationalisering. Ifølge planen vil rådet drøfte, hvordan man kan styrke det globale udsyn i uddannelserne og skabe større mobilitet for unge og deres lærere.

I regeringens debatoplæg til Globaliseringsrådet fra august, »Verdens bedste folkeskole - vision og strategi«, handler den ene af de seks vigtigste visioner netop om det globale udsyn. Og den lyder lovende: Den enkelte skal kunne møde andre kulturer med åbent sind, afklaret i forhold til »hvem jeg er, og hvorfra jeg kommer«. Altså det handler ikke om, at eleverne skal være afklarede i forhold til en dansk identitet, men derimod i forhold til deres egne rødder. Her kan også dansk-tyrkeren og dansk-spanieren være med. Det åbne sind betyder, at kulturmødet også kræver nogle personlige egenskaber: tillid, interesse, nysgerrighed og mod. Eleverne skal have så meget personlig ballast, at de har lyst til at møde det fremmede, det anderledes.

Visionen fortsætter: »Viden om andre kulturer og sproglige færdigheder skal sætte os i stand til at kommunikere med den verden, som omgiver os«.

Her lægger regeringen op til kompetencetænkning. Kundskaber og færdigheder skal bruges i praksis. Evne til at kunne kommunikere på et fremmedsprog er en interkulturel kompetence.

Andre interkulturelle kompetencer er for eksempel evne til at anvende it interaktivt, evne til at kunne samarbejde med nogen, der har en anden baggrund, og evne til at kunne sætte sig i andres sted.

Det kræver viden og færdigheder, erfaringer og oplevelser at udvikle interkulturelle kompetencer.

Meget af det kan eleverne lære hjemme i klasselokalet, især hvis der er kammerater i klassen med en anden kulturbaggrund. Men endnu bedre hvis eleverne kan komme i direkte kontakt med jævnaldrende, der bor i et andet land. Det kan ske gennem projektsamarbejde over nettet, men allerbedst ved at eleverne kommer på udveksling. De læringsmuligheder, der ligger i, at en elev bor privat indkvarteret hos en fremmed familie, er helt unikke.

De skal ud og opleve, skal de. De skal have personlige erfaringer med kulturmøder.

Eleverne er som regel tapre og parate nok, hvis ellers deres lærere går foran, og det er der også lærere, der gør, men alt for få.

For hvad nytter det, at regeringen vedtager et ambitiøst program for elevernes globale udsyn, hvis lærerne fortsat bliver uddannet på den mest nationalt indadvendte uddannelse i dette land.

Hver gang der fremsættes krav om internationalisering i de højere uddannelser, kommer der en efterfølgende passus om, at disse initiativer ikke vedrører læreruddannelsen.

Et friskt eksempel er, at man er ved at ødelægge lærerseminariernes muligheder for at tilbyde studieophold for Erasmus-studerende. Det giver ellers en god mulighed for at skabe et internationalt miljø på institutionen. Andre højere læreanstalter får taxametertilskud (såkaldt STÅ) for deres udenlandske studerende, der går til eksamen, læreruddannelsen gør ikke. Begrundelsen er, at man kun kan aflægge eksamen på et dansk seminarium på dansk, og det skal altså også gælde udenlandske studerende, hvis de skal kunne udløse STÅ. At danske lærerstuderende heller ikke må gennemføre praktik på en udenlandsk skole, skal blot nævnes for en ordens skyld.

Der må være nogen, der tror, at hvis man får et internationalt udsyn, bliver man samtidig mindre dansk. Sådan forholder det sig ikke. Det er snarere omvendt.

Tove Heidemann er leder af internationale relationer på CVU Sønderjylland