For mere end et halvt år siden vedtog Folketinget den vejledningsreform, som fra 1. august næste år samler ungdomsvejledningen i nye (tvær)kommunale vejledningscentre, de såkaldte UU-centre.

I tiden der er gået siden lovens vedtagelse, har kommunerne forsøgt at finde sammen om dannelse af fælles vejledningscentre. Hvor mange vejledningscentre det til sidst ender med, at der dannes ud ­over landet, er stadig uvist, men loven forudsætter, at der skal være cirka 50 centre i alt.

Vejledningsreformen blev vedtaget med det erklærede mål at professionalisere vejledningen, hvilket gerne skulle føre til det resultat, at de unge i fremtiden ikke foretager omvalg og dermed kommer hurtigere gennem uddannelsessystemet. Ingen ved sine fulde fem kan naturligvis være imod, at et arbejde professionaliseres, men hvad betyder det egentlig i denne vejledningssammenhæng?

Det er således både fornuftigt og nødvendigt, at vejledningen af eleverne i folkeskolen fortsat kan bygge på erhvervet kendskab til elevernes stærke og svage sider, og det er især vigtigt, når elever med særlige behov for vejledning skal vejledes på fornuftig vis til uddannelse og job. Der vil derfor være sikkerhed for, at vejledningen forringes, hvis ikke for eksempel kuratorernes kendskab til de enkelte elever fortsat inddrages som udgangspunkt for vejledningen af de svage elever, ligesom det vil betyde ringere vejledning, hvis ikke den viden og erfaring, der for øjeblikket findes hos konsulenter og skolevejledere, anvendes i de nye vejledningscentre.

I forbindelse med lovens vedtagelse udtrykte undervisningsministeren forståelse for vigtigheden af at fastholde sammenhængen mellem undervisning og vejledning i folkeskolen. Til trods herfor ønsker hun, at de personer, der skal foretage vejledningen, skal have ansættelse på UU-centrene, blandt andet for at sikre, at de unge mennesker får institutionsuafhængig vejledning. Ministeren har endvidere svaret Folketingets uddannelsesudvalg, at man kan være vejleder og samtidig være ansat på en skole.

Der er altså stadig en lang række uafklarede spørgsmål, hvis svar stadig blæser i vinden.

DLF rettede allerede i april måned henvendelse til KL for at indgå overenskomst på området, men der er stadig intet resultat.

Hvis der skal ske nyansættelse af erfarne vejledere og konsulenter på helt nye arbejdspladser, så haster det efterhånden med en afklaring.

Med personalepolitiske briller så burde det allerede for længst være sket, for ingen ansatte fortjener usikkerhed om så fundamentale rettigheder, som ansættelsesvilkår er.

Jon Kowalczyk er formand for Fagligt Udvalg