Når jeg, i »Kommentaren« i Folkeskolen nummer 39 og i min nye bog, ønsker at diskutere læsebogsundersøgelsen, flere år efter at den blev offentliggjort, er det ikke for at genoplive kapløbsstemningen om de undersøgte systemer. Det er, fordi undersøgelsen stadig kaster skygger ind i den pædagogiske verden. Jeg skal kort berøre nogle principielle forhold for at modvirke en overfortolkning af undersøgelsen:

Data er svar på spørgsmål, som stilles i en undersøgelse. Svarenes anvendelighed afhænger af måden, undersøgelsen tilrettelægges på. Her spørger man om, hvilket læseresultat der fremkommer i klasser, som benytter bestemte læsebøger. Man finder, at læsematerialet spiller en stor rolle, men andet har også indflydelse: lærerens erfaring, prioritering af bogstavarbejde og stort antal dansktimer.

Men alle oplysninger er indsamlet ved hjælp af lukkede spørgsmål til lærerne. Det betyder, at kun spørgsmål, som kan tælles, er med. Ingen spørgsmål har drejet sig om måder at undervise på, og ingen af forskerne har været i klasseværelserne for at se, hvordan der blev undervist. Man har heller ikke undersøgt kommunens indsats, skolens generelle holdning til læseundervisning, forældrenes opbakning, lærerens læringssyn, klassens sammensætning og læ­rerens indsats i klasseværelset.

Det betyder, at konklusionerne hviler på et for snævert grundlag til, at de kan sige noget generelt om kvalitet i begynderundervisningen.

Det er desuden ærgerligt, at forskerne ikke har problematiseret konklusionerne mere, men blot betragter dem som sandheder. Det er for eksempel nærliggende at problematisere, at der i de to bedst rangerede læsesystemer er en kolossal forskel på antallet af ord i læseteksterne, så at børn i nogle klasser møder 1.510 ord, mens andre møder 10.292 ord. Samtidig berøres ikke forskelle i metodik. En diskussion om sådanne nuancerede metodiske forhold har undersøgelsen på en måde stoppet.

Undersøgelsens resultater betoner entydigt betydningen af læs­ningens tekniske aspekt. Uanset om Carsten Elbro ønsker »at smykke sig« med det tilsvarende læsesyn eller ej, så vil undersøgelsen fremstå som et utvetydigt forsvar for en »phonics«-metodik. Som læser må man da være klar over, at det læsesyn er blevet underkendt af et mere afbalanceret læsesyn. Det har vist sig, at de bedste resultater fremkommer på baggrund af en undervisning, som afbalancerer læ­se­undervisningens tekniske aspekt med andre sproglige aktiviteter omkring læsningen.

Det sidste punkt er det vigtigt at bemærke sig for at undgå mørke skygger efter læsebogsundersøgelsen. Fremtidige læsebogssystemer skal ikke nødvendigvis ligne »Søren og Mette« for at være gode.

Forkortet af redaktionen