Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Det drøftes, hvordan vi kan få en byge
af unge lærere, og disse nye
skal lokkes med en bedre løn, der frister. Man mener, at de unge derpå drister
sig ind i skolens verden. Det kan hænde!
Desuden er der i den anden ende
de ældre, som bli'r førtidspensionister,
og det er skidt, hvis skolen også mister
dén flok, så deres løn skal da forhøjes,
mens de med færre timer dog skal nøjes.
I nakkehårene der ses en stritten
på os, der nu befinder os i midten.
Tja, vi blev nemlig født for tidligt eller
for sent, når lønforhøjelse det gælder.
Problemet er, at vi er tredive, fyrre,
halvtreds år. Så bli'r lønnen ikke større.
Til gengæld er det os, der jo må bære
erfarings-åget og er klasselærer
og teamformand og tovholder med mere.
På samme tid skal vi supervisere
de unge, og på fuld tid der forsøder
vi arbejdslivet og går tit til møder.
På grund af vores alder har vi poster,
som åbenbart slet intet ekstra koster.
Vi er sgu også dem med børn derhjemme,
og hus og have, som vi tit må glemme.
Hvad skal os på de tredive og på fyrre
og på halvtreds mon sige, råbe, gøre?
Ja, alder er en byrde af de svære.
Det bli'r ej nemmere, når man er lærer.
De grå hår titter frem, og der er rynker
på vej. Foran sit spejl man står og klynker, for kroppens dele lisså stille daler.
mens andre dele buler lidt. Man taler
fornuft til spejlet. 'Alder har sin charme!'
Men pludselig så fyldes man med harme.
Forfaldet, som gi'r jammer, suk og stønnen,
er ikke værst på kroppen - men på lønnen.
Vi kan ej poser under øjet hindre,
når lønningsposen samtidig bli'r mindre.
Fru Fischer