Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Lærerne i Gladsaxe Kommune nedlagde arbejdet mandag den 11. oktober.
De er utilfredse med kommunens nedskæringer, der er en direkte udløber af den overenskomst, der med nød og næppe blev stemt igennem i anden omgang, blandt andet fordi hovedstyrelsens afstemningsprocedure var håbløs tidsmæssigt. Strejk i sommerferien!
Hvem var sortseere? Det var nej-siden, blev der sagt.
Selv en almindelig lærer burde straks se, at der var indlagt mulighed for ekstraarbejde i overenskomsten. Formand og hovedstyrelse stod bag forslaget med anbefalinger. I Gladsaxe oplever vi:
Ingen forhandlinger fra kommunen, rent diktat: Færre deletimer, færre vikartimer, hver lærer underviser to lektioner mere om ugen. To ugentlige lektioner som merarbejde, det er resultatet af overenskomsten, og den skal vi leve med i hele tre år!
Hovedstyrelsen skal vi kun leve med resten af året, så er der nyvalg til den hovedstyrelse, der skal være med til at forhandle den næste overenskomst. Vælg flere sortseere til hovedstyrelsen!
Niels Flint
for lærerne fra
Gladsaxe Kommune
forsamlet på
Blaagaard Statsseminarium