Debat

De lærerstuderende (2)

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Svar til Lærerstuderendes Landskreds (LL) (Folkeskolen nummer 41).

Tak for jeres interesse for formandsvalget i Danmarks Lærerforening. En interesse, som jeres kandidater til kongressen ligeledes giver udtryk for i LL-Nyt, og som kan genfindes i referatet fra jeres sidste møde. Det er vigtigt, at medlemmerne på seminarierne engagerer sig i DLF's virksomhed, ligesom det er vigtigt, at DLF i højere grad interesserer sig for situationen på seminarierne.

Det er ikke muligt at besvare alle jeres spørgsmål her. Jeg sender derfor en uddybning direkte til jer og LL.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Jeg er meget enig i, at vi har brug for at formulere en fælles vision for folkeskolen. I mit valgoplæg skriver jeg således: 'Vi skal formulere vores visioner for folkeskolen. Visioner, der ikke blot vinder genklang i den teoretiske pædagogiske forskning og blandt professionelle fremtidsanalytikere, men som også har bred opbakning i medlemsskaren'. Det er en meget presserende opgave. Vi skal ikke blot forholde os til ideer, andre spiller på banen, men i stedet for selv sætte dagsordenen for debatten.

Lærerne i folkeskolen er heldigvis forskellige - det er en af folkeskolens store styrkesider. Det er et fundament i den danske folkeskoletradition, at den enkelte lærer har det professionelle ansvar for undervisningen, og det betyder, at begrebet metodefrihed fortsat er vigtigt at forsvare, men overordnet har vi en række fælles mål for folkeskolen som samfundsinstitution.

Folkeskolen skal udfylde sin rolle som fundamentet i det danske demokrati. Demokratisk forståelse, elevernes handlekompetence, respekten for andre og ansvar for fællesskabet er derfor vigtige elementer i visionen for folkeskolen.

Folkeskolen har en vigtig rolle som kulturformidlende institution. En god kulturel ballast er nødvendig for at kunne tackle de udfordringer, internationaliseringen og den stadig stigende udviklingstakt stiller os over for. Vore visioner for folkeskolen vil ofte vinde genklang i store dele af befolkningen. Vi skal hurtigst muligt konkretisere dem, så det bliver dem, der bestemmer folkeskolens udvikling, og i mindre grad økonomernes spådomme om betalingsbalancen.

Den fælles læreruddannelse er af stor betydning for at kunne bevare en fælles folkeskole. Vi skal derfor opstille en fælles politik og målsætning for udviklingen af læreruddannelsen. Denne politik skal udarbejdes i et tæt samarbejde mellem DLF og LL, og det er vigtigt, at såvel de lokale LL-klubber som foreningens repræsentanter i seminariebestyrelser og i de kommende CVU'er (centre for videregående uddannelse) er tæt informeret om vores mål og strategier. Kun ved på denne måde at lægge en fælles strategi for de forskellige led i foreningen kan vi sikre en udvikling af en selvstændig grunduddannelse, som vi kan være tilfredse med.

LL skal være en integreret del af Danmarks Lærerforening, som jeg skriver i mit korte valgoplæg. Jeg vil tage initiativ til, at LL og DLF holder fælles møder med LL-klubberne for at sikre samarbejdet om den bedst mulige læreruddannelse.

Anders Bondo Christensen

formandskandidat