Under kongressens punkt om folkeskolens udfordringer gemmer sig lærernes muligheder for at udøve god undervisning.

Disse udsagn, som medlemmer er kommet med over for foreningens rådgivning, kan belyse, hvordan rigtig mange lærere oplever hverdagen i skolen:

»Jeg har alt for mange opgaver. Bare Folkeskolen kommer ind ad døren, får jeg åndenød og ondt i maven. Jeg får kvælningsfornemmelser. Jeg har nu lagt min jobprofil flere steder«.

»Muligheden for at præstere ordentlig undervisning bliver forringet hele tiden. Det går ud over kerneydelsen. Jeg fik ekstra tid til at rette opgaver. Jeg opfattede det som ekstra tid og havde stadig svært ved at nå det hele. Efterfølgende viste det sig, at tiden var taget fra den individuelle tid. Jeg følte mig taget ved næsen«.

»Jeg har mistet glæden ved at være sammen med børnene, fordi jeg nu skal se på dem på en helt ny måde. Eleverne skal kortlægges, og alt skal dokumenteres. Jeg er en kreativ og musisk lærer og oplever nu en værdikløft i mit arbejde, som tager arbejdsglæden«.

»Jeg har gennem længere tid arbejdet under et utroligt pres. Jeg har fire prøvefag - kristendom, samfundsfag, tysk og dansk - og det belaster ikke at kende de nye prøveformer. Vi bruger alt for meget energi på rammerne og for lidt tid på indholdet«.

»Alt det, som før kunne udløse nogle særskilte timer - hvis alt det ryger ind i klasselokalet uden ekstra tid, så kan vi jo ikke løfte dem fagligt. Så får vi jo lige præcis de tilstande, som Pisa siger, at vi har«.

»Selvfølgelig kan vi da rumme Asberger, Damp-børn med videre, hvis vi får resurserne og hjælpen til det, men når man sidder med op til otte elever i sådan en klasse, som er sammensat af nogle med adfærdsproblemer, nogle motorisk svage børn, en Asberger, en, der næsten er autistisk, og så nogle med generelle indlæringsvanskeligheder - hvordan havde man så forestillet sig, at det skulle komme til at fungere?«

Lad det stå lysende klart, at når vi tager hverdagshistorierne med ind i debatten, så er det, fordi lærerne ønsker at levere god undervisning og at gøre det med overskud. De eksempler, der tages frem, er ikke fra uduelige lærere, men fra samvittighedsfulde, dygtige folk, for hvem bægeret er fuldt.

Det er tvingende nødvendigt, at der skabes en større forståelse for, at lærerne skal høres, og at der skal prioriteres i opgaverne. Det er i arbejde med tillid og overskud, der kan laves udvikling, der rykker.