I Danmark har skolelovene gennem århundreder blandt andet haft det formål at styrke det enkelte barns personlige udvikling og udfoldelsesmuligheder.

Skolelovene har siden 1849 været vedtaget med brede flertal, som netop understøtter denne grundværdi, men den er nu smidt væk uden debat med det nyeste forlig om folkeskolen.

Dette paradigmeskift i kulturpolitikken får mig til at spørge, hvad dette intellektuelle forfald bunder i?

Svaret er naturligvis ikke ønsket om, at børnene skal lære mere. Nej, der hersker den tvangstanke, at børns personlige udvikling kommer af sig selv, bare de får hældt viden på. Barnet dannes alene af viden, synes at være tesen. Dette neokonservative menneskesyn har fyldt lederplads i for eksempel Jyllands-Posten.

Ideologien kan tilbagevises af alle, der har kendskab til Europas historie i det 20. århundrede. Demokratiske værdier er ikke en naturlov. Heller ikke i Danmark. Innovative mennesker dannes ikke af viden alene, men også af at udvikles i et miljø, hvor selvstændighed er en værdi, som vægtes højt. Dette miljø skal skolen tilbyde.

Hvad skyldes denne konservative kulturpolitiks indpas hos den højskoleliberale Bertel Haarder, Venstre, og den humanistiske demokrat Christine Antorini, Socialdemokraterne?

Hvad er det, der har rystet jeres partiers grundværdier så meget, at end ikke jeres respektive bagland har reageret på adoptionen af klassiske konservative værdier? Har alle andre end De Konservative meldt pas i værdikampen?

Danmarks Lærerforening bør lægge sig i vægtskålen til en folkelig opstand for at få debatteret denne bærende søjle i den danske kulturarv.