En stort set enig kongres i DLF besluttede at imødekomme skoleledernes krav om at stå på egne ben, når det gælder egne forhold. Frihed og suverænitet i alle ledelsesmæssige spørgsmål, økonomi og fremtidige aftaleforhold centralt og lokalt - samtidig med at vi beholder de fordele, der knytter sig til at være en del af det store forhandlingsfællesskab i Lærernes Centralorganisation.

Kongressens beslutninger gør det næppe i sig selv lettere at være skoleleder eller at opnå bedre lokale forhandlingsresultater, men de er naturlige og nødvendige organisatoriske svar på tidens ledelsesmæssige udfordringer. Det er meget glædeligt, at DLF forstår og respekterer det - og jeg kvitterer for et meget konstruktivt samspil med DLF om denne vigtige sag.

I sidste uge omtalte Folkeskolen den svækkelse af lederne, der blev konsekvensen af bruddet i Danmarks Skolelederforening, DS, for otte år siden. Samtidig omtalte redaktøren i bladets leder, at udvandringen dengang har været en medvirkende årsag til den frigørelse, som blev vedtaget på lærernes kongres.

Folkeskolen har ret i begge dele. Siden 1997 har vi i Lederforeningen arbejdet målrettet for at forbedre ledernes vilkår og for at tegne, udvikle og understøtte en selvstændig lederprofil. Fra 2004 har vi varetaget aftaleretten centralt og indgået overenskomst på vegne af alle landets skoleledere. Og fra 2006 kommer turen til de lokale forhandlinger og aftaler. En udvikling, der også er inspireret af DS' holdninger til skoleledernes organisering. Med de seneste meldinger fra DS' landsmøde er det mit håb og min forventning, at vi nu kan finde sammen i én ny stærk forening, der er i stand til at samle alle landets skoleledere om at formulere nye fælles mål og visioner for udviklingen af ledelsesforholdet og af folkeskolen som helhed. Jo før jo bedre.