Statsministeren påstod i sin åbningstale i sidste uge, at regeringen har forbedret forholdene for de handicappede. Det gælder i hvert fald ikke for børnene i skolen. Kommunernes mulighed for at hjemtage elever med behov for vidtgående specialundervisning har i de sidste år ført til stærkt forringede vilkår for både børnene og lærerne. Fra et skolebesøg i Odense har jeg følgende eksempel, som ligner det, der er sket andre steder. Efter at kommunen har taget ansvaret for talehandicappede børn, er antallet af lærere begrænset til næsten det halve. Elevtallet er steget, og den tid, der er til undervisning med en talepædagog, er sat ned fra én ugentlig time til en halv time. Derudover er lærerne gået ned i løn, fordi de har mistet det tillæg, de fik, da de samme børn var paragraf 20.2-elever.

Problemet for lærerne forstærkes af, at tilbuddet markedsføres, som om det er det samme kvalitative tilbud. Der bliver signaleret en kvalitet, som det ikke er muligt at levere. Det psykiske arbejdsmiljø bliver presset helt urimeligt, fordi lærerne ønsker at levere en høj kvalitet. Kommunerne skal efter kommunalreformen have ansvaret for endnu flere handicapgrupper. Skal det faglige niveau ikke hæves for børn med særlige behov?