Folkeskolens leder:

Pligtlæsning

Underrubrik

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Evaluering. Professionalisering og en fælles koordineret indsats. Det er, hvad der er brug for for at få læseundervisningen til for alvor at lykkes, står der i en fremragende rapport, som Evalueringsinstituttet netop har udsendt. Den bør omgående blive pligtlæsning - på alle niveauer - og give anledning til aftaler om konkret handling. Præcis som Danmarks Lærerforening foreslog på sin kongres i forrige uge.

Der er nok at tage fat på, men meget af det ligger lige for:

Kommunen skal have en læsekonsulent, og hver skole bør have en resurseperson med ansvar for evaluering og koordinering af skolens læseaktiviteter. Det virker, det viser praksis.

Og så må kommunen og skolerne sammen lægge en plan for læseindsatsen - og følge aktivt op. Det virker. Det ved vi - for eksempel fra evalueringen af F2000-aktiviteterne. Med til opfølgningen hører også systematisk, længerevarende efteruddannelse i læseundervisning. Det virker - i modsætning til helt korte kurser - det véd vi fra læseprofessor Carsten Elbros forskning.

Det bør man fortælle de kommunalpolitikere, der er på valg den 15. november.

Undervisningsministeren kan så bidrage med bevillinger til forskning i effektundersøgelser på læseområdet. De mangler stadig - 14 år efter den store internationale læseundersøgelses alarmmeldinger.

Og så skal vi have en læreruddannelse, der giver alle lærere kompetencer til at bruge det, som læseforskningen kommer med.

-th