Anders Bondo Christensen sidder i sjaskvådt krudt til op over begge ører, når han på folkeskolen.dk ærgrer sig over, at Ulla Tørnæs ikke stod fast på, at hun tidligt i forløbet ønskede en vejledende liste i stedet for en bindende litterær kanon.

Formanden påstår, at vi med en sådan kanon tager et skridt ud på en glidebane mod en mere central styring af folkeskolen. Det forekommer paradoksalt, når man nu véd, at DLF arbejdede konstruktivt med på idéen om slutmål og bindende trinmål. Ligesom den gamle traver med enhedslæreren grundlæggende bygger på et ekstremt centralistisk syn på skolen.

Om muligt endnu mere selvmodsigende forekommer formandens udtalelser, når han videre fremfører, at det nu kanoniserede krav om, at danske folkeskoleelever skal møde nogle af de bedste danske forfattere, ikke vil gøre nogen større forskel i forhold til undervisningen i dag og dermed heller ikke forårsage nogen skade.

Jamen, hvorfor i alverden så hele dette polemiske postyr? Selvfølgelig fordi formanden udmærket er klar over, at den litterære kanon er en vigtig ny bastion i den ellers valne kulturkamp, hvor det åbenbart for enhver pris handler om at have et skråsikkert standpunkt.

For så alligevel at få lidt retorisk kraft på sin kritik slutter Anders Bondo Christensen sin svada imod kanonen af med en kulturrelativistisk påstand om, at der ikke findes nogen absolut sandhed, når det gælder litteratur.

At der angiveligt ikke findes en sådan, hvilket i sig selv er en længere litterær og videnskabsteoretisk diskussion værd, burde imidlertid ikke på forhånd udelukke enhver diskussion om kunstnerisk kvalitet. Tværtimod.

Svar

Nå da da. Jeg har både centralistiske og kulturrelativistiske synspunkter, og så er det endda mig, der fyrer en svada af.

Jeg har i rubrikken »DLF mener« kommenteret den litterære kanon. Her vil jeg blot nævne, at slutmål ikke er noget nyt, da de har eksisteret i mange år i form af centrale kundskabs- og færdighedsområder. Disse slutmål er en forudsætning for, at vi kan have en decentral skole, da vi ellers uden tvivl ville blive pålagt, hvad vi skulle undervise i og måske også hvordan. Vedrørende bindende trinmål havde Danmarks Lærerforening gerne set, at de var fortsat med samme status som i Klare Mål. Men da det netop var de åbne formuleringer fra Klare Mål, der blev overført til de bindende trinmål, udtalte vi i forbindelse med folkeskoleforliget, at det var en løsning, der var til at leve med.

Jeg deltager i øvrigt gerne i en diskussion om kunstnerisk kvalitet. Den fremmes efter min mening ikke af, at et udvalg eller en minister for den sags skyld giver et absolut svar på, hvad der er kunstnerisk kvalitet. Derfor havde jeg foretrukket en vejledende kanon, der ville have forpligtet enhver lærer til at gå ind i den diskussion.

Anders Bondo Christensen, formand for DLF