De tider, hvor en elev til en prøve trak den retvinklede trekant og uden forberedelse demonstrerede, hvad han havde i hovedet af matematisk indsigt, ved at udlede den pythagoræiske læresætning og supplere med et par opgaveløsninger, er nok definitivt hedengangne. I al overskuelig fremtid handler det mere end noget andet om, at indsigtsfulde pædagoghjerner får mulighed for at overgå hinandens formidable evner til at udtænke og udforme de mest snørklede, badutspringeragtige, tankeuigennemskuelige og rent ud sagt skabagtige konstruktioner af prøveformer. I hvert fald kan ingen af skabagtighederne, som de beskrives i Folkeskolen nummer 38 i artiklen »Rådvildhed om naturfagsprøve«, på bedre måde give indtryk af, hvad en elev virkelig har lært af et fag, end prøverne, som de afvikledes, før despekten for fagligheden gav bedragerne mulighed for at væve kejserens allerforunderligste klæder, hvis skønhed som bekendt unddrager sig beundring fra alle, der ikke dur i deres embeder. Allersnildest synes det at være, hvis de nye prøveformer indrettes, så ingen kan være helt sikre på, at de bliver afviklet, som de er udtænkt af bedragerne. Man kunne jo tænke sig muligheden af, at eleven om et par år trods vævernes forskruede væverier kan trække ét spørgsmål i fysik, ét i biologi og ét i geografi. Det ville dog give indtryk af, hvad eleven har lært i disse tre fag. Derfor må fagkonsulenten, der som bekendt er klogere end alle andre i embedet, i respekt for de vævende bedragere erklære sådan noget for »det værste scenarium«. Det er jo også en alt for enkel prøveform til, at vi kan være den bekendt. For prøver skal som påvist i nummer 38 i fremtiden være så barokt snørklede, som den menneskelige tanke nu engang kan udtænke dem.