Rektor ved Danmarks Pædagogiske Universitet, Lars-Henrik Schmidt, vil ikke ansætte en professor i læsning. Den melding gav anledning til megen forargelse. Han forklarede at læsning hører ind under et større felt, nemlig kommunikative kompetencer og så mener han at politikerne drager for vidtrækkende konklusioner af læsetestresultaterne, og at den meste læsning i øvrigt foregår på en skærm som kræver andre læsestrategier end hidtil. For mig giver de overvejelser god mening og sætter afvisningen af et professorat i læsning ind i en større sammenhæng end den nuværende test-katastrofe-udryknings-strategi. Rektoren insisterer på at betragte læsekompetence som en del af en persons samlede kommunikationskompetence og ikke kun som en isoleret, teknisk færdighed. Det varede lidt før det gik op for mig at dét syn kan hjælpe med til at få frigjort dansk læseforskning fra dens nuværende meget smalle fokus på bogstaver og lyde som løsningen på alle læseproblemer.

Tilsyneladende er Danmark for lille et land til at rumme flere læseforskningsmiljøer som kunne befrugte debatten med resultater fra andre sider af det brede skriftsprogsfelt i skolens læseundervisning. I øjeblikket kommer al diskussion til at dreje sig om undervisning, og dét er et meget snævert syn på samfundets skriftsprogsopdragelse i en tid hvor læsning og skrivning er blevet den vigtigste kulturteknik i det moderne videnssamfund. Ved at gøre tilegnelsen af disse teknikker til et ekspertanliggende for professionelle skriftkloge har vi skåret fødekæden mellem generationerne over. Herhjemme er det undtagelsen at forældre eller pædagoger inddrager barnet i læsning og skrivning før skolestarten selv om læsning og skrivning er blevet en social overlevelsesbetingelse. Og hidtil har samfundet ladet skolen have eneansvaret for de opvoksende generationers læse- og skriveoplæring på trods af tidens krav om boglige færdigheder i al produktion og uddannelse. Men måske betyder vedtagelsen af de nye pædagogiske læreplaner for dagtilbuddene en ændring i denne holdning.

Det smalle i dansk læseforskning viser sig også når landets eneste læseprofessor, Carsten Elbro, gang på gang udtaler at »vi« ikke ved noget om hvordan børn bedst lærer at læse. Her ignorerer han alle forskningsresultater som ikke bygger på præcis de samme grundantagelser og naturvidenskabelige metoder som han selv gør, og så bliver synet på læsning for alvor snævert. Resultater fra etnografisk læseforskning om børns læsetilegnelse i uformelle læringsmiljøer, og påvisningen i »new literacy studies« af den tætte sammenhæng mellem lokal social praksis og skriftsprogstilegnelse, bliver rask væk overset eller bagatelliseret af fortalere for den test- og eksperimentbaserede læseforskning. Jo, vi har i allerhøjeste grad brug for et bredt og tværfagligt syn på læseforskning for at komme videre.

En udbygning af emnet kan læses i artiklen »Læseindlæring og læsetilegnelse: To positioner i teori og praksis« på www.folkeskolen.dk

Klik på »Læseundervisning« under »Skolebænken« øverst på skærmen.

Forkortet af redaktionen