For en årrække siden så jeg en tv-udsendelse om en entreprenørvirksomhed i Danmark. En scene printede sig på min nethinde. Det var ejeren af virksomheden, der altid, når han skulle have planlagt et tilbud på en opgave, satte ingeniøren mellem to smede for at sikre, at ikke kun planlægningen og projekteringen var fornuftig, men også at de folk, der havde praksiserfaringen, kunne rette tilbuddet til for de fejl og mangler, ingeniøren havde overset.

Denne scene er et godt billede på debatten i den offentlige sektor for 10-15 år siden mellem DJØFere (Danmarks Jurist- og Økonomforbund) kontra andre faggrupper. Per Schultz-Jørgensen søgte i foråret at løfte denne debat igen, da han fortsat finder det problematisk, at forvaltningernes ledere i planlægningsfasen tilsidesætter faglig indsigt på det område, der skal ledes og organiseres. Metoden sandsynliggør, at der dels ledes fagligt uforsvarligt, dels oveni skal bekostes store beløb på at rette op og tilpasse til virkeligheden.

Et aktuelt eksempel er kommunalreformen. Her har KL postuleret, at kommunerne kan løse den amtskommunale vidtgående specialundervisning (paragraf 20.2-opgaven), på samme faglige niveau som det sker i amterne. Regeringen har ukritisk suppleret dette synspunkt med, at det kan ske både bedre og billigere i kommunalt regi. Udmeldingen er interessant, da de ikke kan gøre rede for, hvordan kommuner, med indbyggertal på 30.000, kan løse en specialopgave, der kræver mindst 100.000 indbyggere. Faglig indsigt mangler.

Jeg foreslår, at regeringen nedsætter en tænketank, der skal arbejde for at integrere det specialfaglige perspektiv i forslaget til, hvor og hvordan paragraf 20.2-undervisningen skal placeres på fremtidens danmarkskort.