Overenskomsten i 2002 var noget rod. Det samlede kommunale resultat blev kun vedtaget, fordi forligsmandslovens regler kan koble nejer sammen med jaer og trylle dem om til et samlet ja.

Det største problem var og er Ny Løn. Portøren og kommunaldirektøren, hjemmehjælperen og læreren alle vurderes efter samme model. Men selv om modellen er fælles, spytter den de flotteste tal ud til folk, der sidder tættest på toppen. Den forsimplede filosofi at man opnår større effektivitet ved at præmiere de ansattes indsats med individuel lønfryns har lidt skibbrud. En lønmodel, der passer til forvaltningschefens arbejdsvilkår, virker forkert, når den presses ned over lærere, brandmænd og social- og sundhedsassistenter. Det er slemt nok i sig selv. Men den såkaldte forlodsfinansiering får det til at gå helt galt. Ved på forhånd at afsætte en procentdel til lokale forhandlinger om Ny Løn forhindrer og forsinker man, at alle får lønforhøjelser. Pengene er jo »forlods« brugt, hedder det. Men de er netop ikke brugt. Chefer og lønmodtagerrepræsentanter skal først knalde en masse tid af på forhandlinger på hvert eneste område i hver eneste kommune. Resultatet er sjældent tilfredshed hos nogen, og oftere bliver mange skuffede. Det psykiske arbejdsmiljø bliver dårligere, og der kommer intet kvalitetsløft.

Den fælles spændetrøje forlanger de kommunalt ansattes repræsentanter nu skrottet. Og i dag, fredag den 8. oktober, mødes organisationerne så med modparten. Tidligere har Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte, KTO, først forhandlet om en fælles kommunal lønramme, bagefter skal den så fyldes ud ved de »specielle forhandlinger« på de enkelte områder, institutionsområdet for sig, skoleområdet for sig og så videre. Men denne gang begynder man nede-fra på alle enkeltområder. Lærernes lønmodel skal passe til lærerarbejde, ledernes model skal passe til lederjob og så videre.

Det er rigtigt tænkt. Men det kan nemt blive uoverskueligt, når arbejdsgiverne skal forhandle med lønmodtagerne ved 55 forskellige borde. Der skal koordineres en hel del undervejs, hvis ikke det skal ende i rod og skævvridning. »Det er ét stort eksperimentarium denne gang«, har Anders Bondo Christensen sagt. Som formand for Lærernes Centralorganisation og næstformand i KTO er han med, både når der forhandles for undervisningsområdet, og ved det store bord når der skal præsteres et samlet resultat. Han og alle andre forhandlere på begge sider får det svært. For hvis de ikke kommer med en aftale, der kan stemmes ja til, vil der opstå en gang kaos, som vil få 2002-roderiet til at ligne et teselskab. Det kan den offentlige sektor ikke holde til og slet ikke oven i udfordringerne med en ny kommunalstruktur. Den eneste trøst er, at det véd både lønmodtagernes og arbejdsgivernes forhandlere.

-th