Karen Blixen sneg sig netop ind på den fælles kanonliste på i alt 14 forfattere. Udvalget har i den offentlige præsentation åbent erklæret, at de kvindelige forfattere ikke er kommet med, fordi de ikke kan måle sig med mændene, når det gælder kunstnerisk kvalitet. Gymnasierektor Marianne Zibrandtsen, der har været medlem af Kanonudvalget, forklarede i Radioavisen den 28. september, at kvindernes værker simpelthen »faldt«, når man sammenlignede dem med de meget »stærke« mandlige kandidaters værker.

Kunstnerisk kvalitet er for mig at se altafgørende for forfatteres kandidatur. Forfattere skal ikke være del af et litterært arvesølv, fordi de plejer at være det, fordi deres værker kan bruges som illustration af dansk historie, eller fordi de har fået mange priser. Forfattere skal med, fordi deres værker er ordkunst af allerhøjeste karat. Men udvalget tager grundigt fejl, når man hævder, at kvinder ikke i større grad har bidraget med det allerbedste i dansk litteratur. Hvorfor er Leonora Christina ikke med på den fælles kanon? Hendes selvbiografiske værk »Jammersminde« fra slutningen af 1600-tallet er et mesterværk i renæssancens litteratur. Hvor er Marie Bregendahl og Agnes Henningsen? Med Marie Bregendahl har vi en folkelig fortæller i verdensklasse. Man kan vælge både hele værker og uddrag i Bregendahls produktion; der er mere end nok at glæde sig over. Hos Agnes Henningsen er det hendes otte bind store erindringsværk, der holder. Det er simpelthen en milepæl i dansk fortælle- og portrætkunst, fuld af selvironi, livsglæde, kritisk sans og skabt med en sproglig nerve, man umiddelbart mærker. Det burde ikke være muligt at fravælge Leonora Christina, Marie Bregendahl og Agnes Henningsen, hvis man tager kunstnerisk kvalitet i betragtning, når man træffer sine kanonvalg. Men de figurerer end ikke på listen over anbefalede forfattere. Der finder vi Inger Christensen, Tove Ditlevsen og Cecil Bødker, men der mangler stadig mange kvinder. De allervigtigste er: Charlotta Dorothea Biehl, Thomasine Gyllembourg, Amalie Skram (som trods sin norske baggrund insisterede på at ville være dansk forfatter), Karin Michäelis, Sonja Hauberg og Tove Meyer.

Mit forslag er: ind på fælleslisten med Leonora Christina, Tove Ditlevsen og Inger Christensen og så en offentlig debat om både anbefalingerne og fælleslisten, inden kanonen gøres obligatorisk. En dybt skræmmende mangel på fælleslisten er i øvrigt Søren Kierkegaard, som udvalget kun vil anbefale til gymnasiet. Ak ja, de »faldne« kvinder er i godt selskab. Ingen i udvalget har vist hørt en 7.-klasse læse, skrive og tale om et lille afsnit af Kierkegaards »Øieblikket« sammen med deres dansklærer. Det har heldigvis jeg.