Som det fremgår af dette nummer af Folkeskolen, afholdt Danmarks Lærerforening kongres i sidste uge. Jeg indledte min beretning til kongressen med følgende:

»Vi er samlet til kongres for at se fremad og for at træffe beslutninger. Vi skal drøfte, hvordan vi i fællesskab skal tackle de udfordringer, som folkeskolen står over for, og de udfordringer, som børnehaveklasseledere, lærere og skoleledere står over for«.

Den udfordring tog de godt 300 delegerede op. Fra tirsdag morgen til fredag middag blev der arbejdet intenst på at nå målsætningen.

Jeg skal ikke her kommentere de enkelte beslutninger på kongressen. Dem kan der læses om i bladet, på folkeskolen.dk og på dlf.org

Derimod vil jeg kommentere det, at vi holder kongres.

Det er et meget stort apparat, der sættes på benene, når Danmarks Lærerforening holder kongres. Der bliver udtalt mange ord fra talerstolen, ordene i resolutionsforslagene bliver vendt og drejet, der bliver drøftet ihærdigt i forhallen, alliancer etableres og brydes, og kompromiser indgås. Set udefra kan det formentlig minde om et flot iscenesat skuespil eller om en kæmpeorganisme, der lever sit eget liv afsondret fra den øvrige verden. Jeg vil ikke påstå, at kongressen ikke indimellem bruger tid på diskussioner, der reelt ikke betyder voldsomt meget for folkeskolen eller for medlemmerne. Helt overordnet er kongressens grundighed imidlertid et udtryk for, at vi ønsker, at DLF skal gøre en forskel, og at vi ønsker at tage demokratiet alvorligt.

Med den målsætning er det helt nødvendigt, at vi bruger tid på at kvalificere vores holdninger og bruger tid på at skabe den bredest mulige forståelse for og opbakning til kongressens beslutninger.

Uden den opbakning og forståelse ville formandskabets og hovedstyrelsens muligheder for indflydelse være stærkt begrænset.

Sammenhængskraft i foreningen er afgørende for dens muligheder.

Jeg kunne ønske, at mange flere medlemmer havde mulighed for at overvære dele af kongressens arbejde. Når det ikke er muligt, ligger der en stor forpligtelse på alle kongresdelegerede til at medvirke til at formidle diskussionerne og beslutningerne fra kongressen. I det forløbne år har jeg selv haft den store fornøjelse at blive inviteret til en lang række medlemsmøder i kredsene landet over. Det engagement, som jeg har oplevet på disse møder, tyder godt for foreningens fremtid. På kongressen takkede jeg kredsene for den positive modtagelse, jeg har fået i mit første år som formand. Her vil jeg gerne takke medlemmerne for det samme.

Danmarks Lærerforening skal være medlemmernes fagforening. Det forudsætter, at demokratiet er levende i foreningen. Kongressen er foreningens øverste myndighed. Derfor er det vigtigt, at vi har en god og demokratisk debat på kongressen.

Det synes jeg, at vi havde i sidste uge tak for det.

Anders Bondo Christensen er formand for DLF