Debat
Bondo kan være ganske rolig
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Mere sjovt end interessant er det at studere Anders Bondo Christensens i Folkeskolen nummer 36 fremførte påstand om, at hvis læreren vil noget med sit liv, vil hans aura fylde klasserummet med et okkult elektromagnetisk felt, hvorfra eleverne som små antenner kan hente lyst og styrke til også at ville noget med deres liv. Det kan man mene om, hvad man vil. Mere interessant og vel mindre sjovt er det, at han med en fremtidsdrøm om et ideal af en topkvalificeret lærer, der ved at mikse en topkvalificeret pædagogik med en brændende fyr og flamme-entusiasme kan udøse sit fag for eleverne, håber at nå et skridt nærmere til »en endnu bedre folkeskole«. Et lidt besynderligt håb, fordi det forudsætter, at dagens lærere ikke besidder drømmesynets topkvalificerede egenskaber.
Hvor formanden så ved det fra. Men selv når lærerne engang bliver så dygtige og undervisningsegnede, som formanden drømmer om, kan han være ganske rolig. Risikoen for, at det hele ender i et hævet uddannelsesniveau, er minimal, så længe dygtighederne må råbe i ørkenen. Altså så længe Bondo Christensen ikke vil erkende, at det hele er omsonst, hvis eleverne ikke må være fordelt i undervisningsegnede fora. Hvad nytter alverdens landbrugsfaglige viden ophobet i en landmandshjerne, hvis den ikke modsvares af en god jordbonitet. Og hvis folkeskolens udelthed ikke alene skal fortsætte, men nu oven i købet med et pengebesparende rummelighedsfif hales ud over fordummelsens ekstreme grænser, så kan Bondo Christensen være ganske rolig. Så risikerer han ikke, at hans drøm om den fremtidige dygtige lærer ender i en øget kvalitet i undervisningen. Og så vil alting jo fortsat være, som det skal være.
Svar
Vagn Madsen har én løsning på alle folkeskolens problemer: Del eleverne i gode og dårlige (så vidt jeg kan forstå på Vagn Madsens mange indlæg, findes der kun de to grupper). Jeg deler ikke Vagn Madsens synspunkt, og mens Vagn Madsen bruger tid på at agitere for sin vidundermedicin til folkeskolen, vil jeg i stedet bruge min tid på at skabe gode rammer for de mange dygtige og engagerede lærere, der i dag gennemfører en undervisning af meget høj kvalitet i folkeskolen.
Anders Bondo Christensen, formand for DLF