'Jeg har aldrig brudt mig om de overenskomster, som har gjort arbejdstiden op i minutter og timer. Hele tankegangen er forkert. Det er en lønmodtagerstrategi i stedet for en professionsstrategi'.

Anders Bondo Christensen, 2002

'I forhold til arbejdstidens tilrettelæggelse har vi argumenteret indholdsmæssigt - vi har tænkt i sammenhængen mellem lærerprofessionalisme, lærersamarbejde og skoleudvikling, og så har vi selvfølgelig set på den kritik, der har været af de eksisterende arbejdstidsregler'.

Anni Herfort Andersen, 1999

Det var lige før, at man kunne se de små dannebrogsflag komme frem på pultene hos Christiansborgs politikere, skrev Berlingske Tidende forleden om politikernes reaktion på interviews med DLF's nye formand Anders Bondo Christensen. Efter en årrække, hvor det var politisk korrekt og almindelig vane hos politikere og dagbladsredaktører at bruge ord som beton og proletarisering om Danmarks Lærerforening, var det pludselig populært at tale pænt om folkeskolelærerne.

Som det ses af ovenstående citater har Anders Bondo ikke opfundet professionsstrategien i den forløbne uge. Det er tre år siden, DLF tog hul på at forme et professionsideal for lærerne som udgangspunkt for såvel den daglige undervisning som overenskomstforhandlinger og pædagogisk debat. Og Anders Bondo har heller ikke lagt skjul på, at det mere er ledelsesform end politiske holdninger, der adskiller ham fra Anni Herfort. Alligevel er stemningen vendt.

Vi har set det før, for eksempel i professionel fodbold. Når en klub trods sponsorer, intensiv træning og dygtige stjernespillere må se sit førstehold rasle ned i tabellen, så skifter den ud på trænerbænken. Og minsandten - selvom holdet på banen er nøjagtig det samme, og den nye træner ikke har nået at ændre taktikken, så betyder trænerskiftet noget i sig selv. Spillere, publikum og presse rider på en bølge af forandring, og holdet får igen sejre på banen.

Man kan ikke flytte en 128 år gammel fagforening med 80.000 medlemmer på et øjeblik. Men langsomt og sikkert har DLF flyttet vægten mere og mere fra det fagpolitiske og over på det pædagogiske ben med Anni Herfort, Anders Bondo Christensen og resten af hovedstyrelsen i spidsen. Men enten lykkedes det ikke for DLF at trænge igennem, eller også var det bare mest praktisk for politikerne at skyde skylden for alle problemer med folkeskole, børn og overenskomst over på DLF.

Et trænerskifte var åbenbart det, der skulle til for at give Danmarks Lærerforening en frisk start i den offentlige mening. Lad os håbe, at det også kan betyde en konstruktiv dialog mellem Kommunernes Landsforening og DLF, når der igen skal forhandles arbejdstidsaftale til næste år. Med vedtagelsen af professionsidealet og 'Mål og værdier for lærerarbejdet' på kongressen i sidste uge er holdet og den nye træner i hvert fald enige om taktik og (professions-)strategi.