Debat

Kultur er en vanskelig sag

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Med 'Fællesskabets skole i et multietnisk samfund' bør det klargøres, hvad man lægger i begrebet etnisk. Og det skulle gerne være noget andet end det, man kan læse i de mest almindelige ordbøger og leksika, for ellers står det ilde til. I de fleste opslag kan man læse, at etnisk handler om et folks kultur og race. Da kultur er en svær sag at få hold på, bliver etnisk i almindelig sprogbrug meget ofte forbundet med et eller andet racemæssigt træk, hud eller hårfarve, krumning på næser, graden af glat eller krøller hår. Det kan vel ikke være meningen, at folkeskolens lærere skal til at interessere sig for elevernes og deres forældres race? Kan det føre til andet end racisme?

Hvis man skal vægte den kulturelle komponent af det etniske, går det ikke meget bedre. Kultur er en vanskelig sag! Hvis nogen gider høre på det, kan jeg godt forklare om min egen kultur. Men det bliver en temmelig lang forklaring, hvor jeg vil lægge vægt på, hvorfor jeg kun har et yderst begrænset kulturelt fællesskab med Pia Kærsgaard og hendes modbydelige parti, og at man i øvrigt ikke skal regne med mig i hverken det ene eller det andet kulturelle eller nationale fællesskab, før jeg selv har sagt god for det. Når dansk kultur er en så vanskelig størrelse at håndtere, er der ikke grund til at tro, at det skulle være nemmere med mange kulturer - hvis man vil respektere den enkeltes ret til at bestemme sin egen kultur. Men det vil man i mange tilfælde heller ikke. Det fremgår tydeligt, når man taler om etniske minoriteter. Her drejer det sig ikke om individuelle rettigheder, men om gruppers rettigheder og ofte om kvoter for de forskellige gruppers ret til et eller andet. Forestillingen om etniske minoriteter fremmer ikke kulturel mangfoldighed, men er tværtimod en spændetrøje, som reducerer den enkeltes frie valg.

Naturligvis fører det problemer med sig at modtage indvandrere og flygtninge. De skal løses med respekt for den enkeltes egenart og frie valg. Det gør man ikke, hvis man tænker på racer, og hvis man tager andre menneskers kultur for en given størrelse.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Troels Toftkær

København