Debat

Blæs til offensiv

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvad er det dog, der foregår i folkeskolerne på Bornholm, i Græsted-Gilleleje, i Lyngby-Taarbæk og Taastrup?

Hvorfor har I dog indført verdens længste og kedeligste skoledag?

Det nytter ikke, at I benægter det! Det siger BUPL's (Forbundet for Pædagoger og Klubfolk) formand - og hun må jo vide det - eller hvad?

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Jeg har godt hørt noget om, at I har opnået forbedrede læseresultater, men hvorfor leger I ikke med børnene i stedet for at undervise dem?

Nå, det kan måske være, at Bente Sorgenfrey har misforstået et eller andet. At hun måske ikke har så megen viden om folkeskolens opgaver, så megen indsigt i læseplaner, centrale kundskabs- og færdighedsområder, hvoraf det fremgår, at leg er en del af undervisningsaktiviteterne i indskolingen. Måske er forklaringen, at formanden ikke ved meget om læsepædagogik!

Der er noget galt, når BUPL's formand kan slippe af sted med ovenstående udtalelse.

Danmarks Lærerforening, hovedstyrelse med pædagogisk udvalg i spidsen, må i offensiven med oplysning om, hvad folkeskolens opgave er, for eksempel at lære børnene at læse - og at denne opgave kræver tid, som man har indset i ovennævnte kommuner.

Der er noget galt, når vi i hovedstyrelsesmedlemmers referater kan læse: 'Rigtig mange kommuner er i gang med forskellige aktiviteter på området (Leg og læring). Trenden er, at skoledagen udvides . . . Og at projektet omfatter børnehaveklasse til 2.-3. klasse. Leg og læring er hovedoverskriften, men indholdet er fortsat enten ikke defineret eller i bedste fald mangelfuldt beskrevet'. Man må tage sig til hovedet - men ikke over hovedstyrelsen! Man får lyst til at takke ovennævnte kommuner for, at de har gjort noget ved indskolingspædagogikken. Det handler ikke om, at der kun skal være en indskolingsmodel i kongeriget. Det handler om, at vi bør stå på vores uddannelses grundlag, at vi bør fastholde, at det er lærerne, der har uddannelse og kompetence til at undervise - bemærk, der står ikke retten!

Det handler om, at DLF må i offensiven, må melde ud, at lærerne gerne vil udvikling, har taget udfordringerne i indskolingen op, men at arbejdet skal foregå på et kvalificeret grundlag og realiseres af den personalegruppe, der har forudsætningerne.

Vi skal uddanne børnene til læsere og til meget, meget mere beskrevet i formålsparagraf og læseplaner - ikke analfabeter!

Kære hovedstyrelse: Blæs til offensiv! For børnenes skyld.

Paul Hagh Petersen

kongresdelegeret, Roskilde