'Jeg fik aldrig skovlen under Lærerhøjskolen'. Sagde Bertel Haarder, da han sluttede som undervisningsminister. Men han har givet skovlen videre. Og som man kunne læse i Folkeskolen i sidste uge - partifællen, Hanne Severinsen, er imod regeringens forslag om et pædagogisk universitet. Hun frygter, at det 'blot bliver Danmarks Lærerhøjskole i ny forklædning'. Fremtidens pædagogiske forskning skal foregå 'ude på universiteterne' 'i tilknytning til de respektive fag'.

Nej, Severinsen. Det drejer sig netop ikke om fagene som isolerede størrelser. Det drejer sig om elevernes læringsbetingelser. Om fag, undervisning og læring og om lærernes grund-, efter- og videreuddannelse. Og en af Lærerhøjskolens styrker er den tætte forbindelse mellem folkeskolen og forskningsmiljøerne, hvor man arbejder med didaktik og skoleudvikling.

En svaghed er så nok, at man ikke altid kan se, hvornår Lærerhøjskolens folk er forskere, og hvornår de er udviklingskonsulenter. Men det er ikke Severinsens begrundelse, hun vil bare have skovlen under skidtet.

Udfordringen for et nyt pædagogisk universitet og for de kommende centre for videregående uddannelse bliver at sikre sammenhæng mellem elevernes læring, lærernes uddannelse på alle niveauer og forskningen. Og samtidig skal forskerne sikres uafhængighed. Derfor skal ministerens lovforslag vurderes på, om den skaber en overbevisende model, som rummer mulighed for både nærhed og distance. Det er ikke nok at skrive 'forskningstilknytning' i loven, det skal sikres anderledes håndfast.

Og det skal sikres, at hele landet får reelle muligheder for at være med. Det må Severinsen og andre gerne bruge hammeren for at slå fast.-th

Læs også side 8