Folkeskolens leder:
Pizzeriapolitik
Underrubrik
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Hvorfor er det nu, at man gennemfører læseprøver i skolen? Svaret på det spørgsmål er vigtigt at huske, hvor partiet Venstre løber stormløb mod kommunerne for at få offentliggjort resultaterne af den seneste læseundersøgelse.
Når man kan hænge et pizzeria ud, fordi ejeren ikke overholder reglerne for, hvor rent der skal være, kan man det også med skoler, der deltager i læseundersøgelser. For elevernes læsning er mindst lige så vigtig som hygiejnestandarden i restaurationskøkkener, mener Venstres næstformand, Lars Løkke Rasmussen.
Det sidste er rigtigt. Men man opnår ikke bedre læseresultater ved at sætte skoler i offentlig gabestok. Det gør man gennem en koncentreret, fælles indsats for at styrke undervisningen og elevernes læringsmuligheder.
Og siden den store internationale læseundersøgelse er der foregået en målbevidst og selvkritisk diskussion i skolekredse. Hvordan kan vi gøre det bedre? Og der er mange svar: Efteruddannelse, bedre undervisningsmaterialer, forskning i læringsmetoder og meget mere.
Den læseundersøgelse, som Lars Løkke Rasmussen nu vil bruge politisk, har til formål i første omgang at give kommuner og skoler et sammenligningsgrundlag og i næste omgang at pege på problemer og metoder til afhjælpning af dem. Alt det kan ødelægges ved at bruge en offentlig gabestok. Det ved vi med stor sikkerhed, for det er, hvad man gør i Storbritannien. Dér rates skolerne, så man kan se, hvem der er i top, og hvem der er i bund. Resultatet er blevet utryghed, forsøg på snyd med testene og en forpestning af arbejdsklimaet. Derfor er det godt, at undervisningsminister Margrethe Vestager står fast og afviser Venstres pizzeriapolitik.-th