Folkeskolen er en hullet skude, erkender de lærerstuderendes formand, Jakob Andersen, i kommentaren i Folkeskolen nummer 37. En af lækagerne udgøres af det ubændige had til al fagformidlende undervisning, der igen er baggrunden for det afledte had til de nødvendige retablerende redskaber som trinmål og de test, der skal vise, om målene nås. Test, hvad enten de er sygehusets somatiske test eller autoværkstedets motortest, fortæller kun, om noget er galt, og aldrig noget om årsagerne. Årsagerne findes i lægernes og mekanikernes indlærte videnslager. Ikke desto mindre bebrejder blandt andre professor Jens Rasmussen helt hen i vejret folkeskolens test, at de heller ikke viser noget om årsagerne til de lækager, som gør folkeskolen til en synkende skude. I stedet for at bebrejde testene for noget, de ikke er skabt til, burde man koncentrere sig om, hvorvidt de stillede test i virkeligheden er så avancerede, at de tør teste, om eleverne har haft berøring med grundstammen til al indlæring, nemlig den helt uundgåelige udenadslære, som ingen skoledebattør i dag åbenbart tør nævne uden samtidig at sætte den i forbindelse med noget bevidstløst og goldt memorerende remseterperi. I stedet falder man hen i lækre tågedrømmerier om »elevernes originale, selvstændige tilgang« til noget fagligt, der altså bare ikke skal læres, men kun fornemmes. Og man slår syv kors for sig ved udsigten til de test, der kunne tænkes at animere lærere til i egentlig forstand at lære eleverne om det, der testes i. Det mål og den kurs, som Jakob Andersen opfordrer til enighed om, er kursen mod drømmen om helst ikke at komme ud af stedet, men forblive i vankundighedens æstetiserede hængedynd. I den forstand er Jakob Andersens kommentar i nummer 37 i ekstrem grad uddannelsesfjendsk.