Det er helt rigtigt, som Erik Thyge Nielsen skriver i Folkeskolen nummer 39, at det er uheldigt, hvis man tager håbet og initiativet fra børn og voksne ved at diagnosticere ordblindhed. Hvis det er tilfældet, skyldes det, at man har for lidt viden om, hvad ordblindhed er, og hvad der kan gøres.

Ifølge ham har diagnosen været anvendt som »sovepude«. Man fristes da til at spørge, om det betyder, at en fejlagtig anvendelse af en diagnose bør lede til, at diagnosen afskaffes? Man har endnu ikke set og gudskelov for det at en fejldiagnosticeret blindtarmsbetændelse har ført til, at man herefter eliminerer denne diagnose. Det ville kun skade patienterne. Snarere fører det vel til, at den ansvarlige leder sender folk på kursus og efteruddannelse, så man hindrer en fortsat fejldiagnosticering. På samme måde vil det skade ordblinde elever, hvis man hævder, at ordblindhed ikke eksisterer, blot fordi der mangler viden om ordblindhed blandt professionelle.

Der findes en klar, forskningsbaseret definition på området, hvor man også beskriver de årsager, der ligger til grund for ordblindhed. Og det er på denne baggrund, at mange professionelle er i stand til at diagnosticere ordblinde elever og efterfølgende give dem et relevant tilbud. Men den spørgeskemaundersøgelse, som Dansk Videnscenter for Ordblindhed har foretaget om de kommunale tilbud til ordblinde elever, viser, at mange Pædagogisk Psykologiske Rådgivninger savner fælles retningslinjer for, hvornår de skal betegne en elev som ordblind. Projektets mål er derfor at udvikle en funktionel diagnostisk testprocedure til identifikation af ordblinde elever i 3. klasse. Ganske som Erik Thyge Nielsen efterlyser.